Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Forfatningsdomstol: ECB's opkøb af statsobligationer er ulovligt

Dom sår tvivl om grundlaget for ECB's opkøb af obligationer for mere end 20.000 milliarder kroner. ECB har nu 3 mdr. til at rette ind.

ECB har siden 2015 opkøbt obligationer for 3.000 mia. euro. Foto: AP/Michael Probst

Den Europæiske Centralbanks opkøb af statsobligationer strider på flere punkter mod den tyske forfatning.

Det har Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe med syv stemmer mod én netop meddelt i en opsigtsvækkende dom, der også anfører, at opkøbsprogrammet »ikke har hold i EU’s traktater«.

I en bredside siger Forfatningsdomstolen, at EU-Domstolens argumentation i sagen »ikke længere er juridisk holdbar ud fra et metodisk synspunkt«.

»Den afgørelse er stærkt tobak,« lyder den umiddelbare reaktion fra professor Clemens Fuest, leder af det ansete Ifo Institute.

ECB-præsident Christine Lagarde har reageret prompte ved at indkalde Styrelsesrådet til virtuelt hastemøde tirsdag aften, hvor drøftelserne ikke kun drejer sig om, hvordan centralbanken skal reagere på dommen, men i endnu højere grad i hvilket omfamg, at den måtte beklikke ECB's politiske uafhængighed.

Den væsentligste anke gælder ikke selve opkøbsprogrammet, men at hverken regeringen eller Forbundsdagen i Berlin har godkendt det; herunder sikret sig, at ECB ikke overskrider grænsen mellem pengepolitisk og økonomisk politik.

»Kort sagt: Forfatningsdomstolen mener ikke, at forbuddet mod at finansiere statsfinansielle underskud er overtrådt, men den tyske regering og Forbundsdagen skulle have udfordret ECB’s beslutninger, og det er ikke sket,« siger Carsten Brzeski, global cheføkonom i hollandske ING, i en kommentar.

Dommen slår fast, at selv om opkøbsprogrammet som sådan ikke strider mod den tyske forfatning, hvis det ellers er godkendt, skal ECB foretage en »proportionalitetsvurdering«, som skal sikre, at »den økonomiske og finanspolitiske effekt« ikke er større end de pengepolitiske mål. Denne vurdering skal foreligge inden for tre måneder.

»ECB skal simpelthen godtgøre, at opkøbsprogrammet forfølger pengepolitiske mål, og at centralbanken ikke de facto fører økonomi- og finanspolitik på eurolandenes vegne. Ved at betegne opkøbsprogrammet som i princippet "ubegrænset", har ECB overskredet sine beføjelser,« understreger Carsten Brzeski.

Dermed siger dommerne i Karlsruhe, at ECB har overtrådt det såkaldte "subsidiaritetsprincip", der indebærer, at EU kun skal træffe de beslutninger, der er nødvendige på fælleseuropæisk niveau. Alle øvrige beslutninger skal træffes nationalt, og hverken ECB, den tyske regering eller Forbundsdagen i Berlin har sikret sig, at dette grundprincip er overholdt.

I de år, da opkøbsprogrammet stod på, påpegede daværende ECB-præsident Mario Draghi igen og igen, at eurolandenes regeringer skulle gennemføre strukturelle økonomisk-politiske reformer og ikke bare overlade den økonomiske genrejsning til ECB.

At dømme efter retorikken fra Mario Draghi på mange pressekonferencer, undlod især regeringerne i de økonomiske svageste eurolande at gennemføre de reformer, der skulle rette op efter finanskrisen, den verdensøkonomiske recession og statsgældskrisen.

Dommen giver nu ECB en frist på tre måneder til at levere dokumentation for, at centralbankens styrelsesråd ikke har overskredet sine beføjelser. Herefter ligger det implicit, at Forbundsdagen skal tage stilling til denne redegørelse. Det samme vil Forfatningsdomstolen gøre.

»Dommerne i Karlsruhe kritiserer ECB for, at den eneste begrundelse for opkøbsprogrammet er ambitionen om at nå en inflation tæt på, men under 2 pct. Der eksisterer ingen beregninger af de potentielle økonomiske konsekvenser. ECB’s Styrelsesråd gør heller ikke rede for de mulige negative effekter af opkøbsprogrammet,« skriver Andreas Rees, tysk cheføkonom i UniCredit, i sin analyse. Han fortsætter:

»Konsekvensen er, at Deutsche Bundesbank kun må deltage i opkøbsprogrammet i tre måneder. Hvis ECB ikke inden da har afleveret en redegørelse, der tilfredstiller Forfatningsdomstolen, vil Forbundsbanken være afskåret fra at deltage.«

De finansielle markeder har umiddelbart reageret med kursfald på bl.a. tyske og italienske statsobligationer.

Opkøbene har fundet sted for år tilbage, og obligationerne indgår i ECB’s balance. Det anses derfor ikke for sandsynligt, at det omfattende program skal tilbagerulles.

Ganske vist er selve opkøbsprogrammet kaldet Public Sector Purchase Programme (PSPP) indstillet, men ECB reinvesterer provenuet fra obligationerne i centralbankens beholdning i takt med, at de indfries. For tiden drejer det sig om ca. 20 mia. euro eller 150 mia. kr. om månden. Det er denne praksis, som Deutsche Bundesbank kan blive afskåret fra at deltage i.

Siden 2015 har ECB gennemført støtteopkøb af primært stats- og erhvervsobligationer for i alt 2.700 mia. euro eller det nidobbelte af Danmarksbruttonationalprodukt.

Som reaktion på coronakrisen har ECB besluttet at gennemføre et nyt opkøbsprogram kaldet Pandemic Emergency Purchase Programme (PEPP) på nominelt 750 mia. euro, der yderligere vil øge centralbankens balance.

Dette progam er ikke omfattet af dommen, men den rejser spørgsmålet om, hvorvidt Forbundsdagen nu skal kræve, at ECB også skal gøre rede for, at dette program alene forfølger pengepolitiske mål og ikke er en økonomisk- eller finanspolitisk redningsaktion under coronakrisen. Hvis det ikke sker, vil det kunne udløse et nyt sagsanlæg.

På sigt vil dommen kunne betyde indskænkninger i ECB’s handlefrihed, hvis beslutningen om nye opkøbsprogrammer og lignende pengepolitiske tiltag først skal godkendes af Forbundsdagen i Berlin, før de vil kunne træde i kraft.

Ikke mindst i en akut krise som den nuværende, er tidsfaktoren essentiel for at kunne undgå panik i de finansielle markeder. Det vil i fremtiden kunne være svært at afværge, hvis Den Europæiske Centralbank fratages overraskelsesmomentet som et vitalt pengepolitisk virkemiddel.

Bag sagsanlægget, der nu er afgjort, står en gruppe på 1.750 euroskeptiske erhvervsledere samt økonomi- og juraprofessor anført af bl.a. Hans-Werner Sinn, fhv. mangeårig leder af det ansete Ifo Institute i München. Gruppen har hele tiden ment og nu fået medhold i, at opkøbene er forfatningsstridige, fordi ECB reelt fører økonomisk politik i stedet for at holde sig til pengepolitik.

Sagsøgerne har fra første færd været imod eurosamarbejdet i den form, som det har fået.

Dels har Tyskland mistet D-marken og dermed sin pengepolitiske suverænitet. Dels mener sagsøgerne, at hvis endelig Tyskland skulle træde ind i euroen, skulle alle institutionelle forhold være i orden, hvilket efter deres opfattelse ikke var og fortsat ikke er tilfældet.

Der eksisterer således hverken en Bankunion eller Kapitalmarkedsunion, ligesom Italien fik lov til at indtræde i eurosamarbejdet på trods af, at den offentlige bruttogæld var næsten dobbelt så stor som det tilladte maksimum på 60 pct. af bruttonationalproduktet (bnp).

ECB er ikke underlagt tysk lov, men det er forbundsbanken Deutsche Bundesbank, som er den største aktionær i ECB, og dermed har Forfatningsdomstolen reelt afgørende indflydelse på Den Europæiske Centralbank.

Eksempelvis har ECB oplyst, at det nye opkøbsprogram PEPP »om nødvendigt vil kunne udvides« fra de nuværende 750 mia. euro. Spørgsmålet er nu, om det kan ske uden først at udarbejde den "proportionalitetsvurdering", som Forfatningsdomstolen kræver omkring PSPP.

For tre år siden afgjorde Forfatningsdomstolens 1. instans, at det »er tvivlsomt, om opkøbsprogrammet er overensstemmende med forbuddet mod pengepolitisk finansiering af statsfinansielle underskud«. Forfatningsdomstolen besluttede at lade sagen høre ved EU-Domstolen.

Her faldt afgørelsen halvandet år senere, og den erklærede opkøbsprogrammet for legalt »i sin nuværende form«.

Det er EU-Domstolens afgørelse, som Forfatningsdomstolens 2. instans nu har underkendt.

Fra første færd har opkøbsprogammet været omstridt, fordi den tyske forfatning bl.a. siger, at Tyskland ikke må hæfte for andre suveræne staters gæld.

Når ECB gennemfører støtteopkøb af stats- og erhvervsobligationer, er det i praksis ejerne i skikkelse af eurolandenes centralbanker, der står for opkøbene. Det vil sige, at det eksempelvis er Banca d’Italia, der står for at opkøbe italienske statsobligationer.

»Man må antage, at ECB vil følge Forfatningsdomstolens afgørelse, selvom det næppe vil ske med synderlig entusiasme. Dommen er en krisgerklæring mod EU-Domstolen, og det vil have konsekvenser. Den er en invitation til andre lande om simpelthen at ignorere afgørelser, som de ikke bryder sig om,« siger juraprofessor Joachim Wieland til Bloomberg.

Han var fra 2011-17 rektor for Deutschen Universität für Verwaltungswissenschaften i Speyer.

EU-Domstolen har tidligere afgjort, at opkøbsprogrammet ikke strider mod nogen EU-lovgivning eller gældende traktater.

Dette afskærer ikke eurolandenes domstole fra at kunne nå andre konklusioner, men det sker yderst sjældent, at de nationale domstole går imod EU-Domstolen. Derfor er det også opsigtvækkende, at Forfatningsdomstole i Karlsruhe nu undsiger EU-Domstolen.

Dommen er den sidste med Andreas Voβkuhle som præsident, og han indledte oplæsningen med en bemærkning om, at »denne dom kan virke irriterende«, men at aførelsen er truffet af »et overvældende flertal af dommere«. Kun én af otte dommere stemte imod, og der spekuleres nu i, om det var Andreas Voβkuhle, der som sin sidste embedshandling afgav dissens.

BRANCHENYT
Læs også