Nyt studie: Økonomien kom sig hurtigt under tidligere pandemi
Under den spanske syge blev Danmark ligesom resten af verden ramt af en økonomisk nedtur. Men den var overstået på få år, viser et ny studie fra SDU – og det skaber et håb om, at den nuværende krise bliver kortvarig.
For lidt over 100 år siden hærgede den spanske syge over hele verden. Op imod 50 mio. mennesker døde, og økonomien blev hårdt ramt. Men selvom krisen i 1918-1919 var slem, kom økonomien sig hurtigt – også i Danmark.
Det er ifølge en pressemeddelelse konklusionen i et nyt studie, hvor tre økonomer fra SDU og Københavns Universitet har gransket data fra indkomst og arbejdsløshed i de danske købssteder under den spanske syge.
Peter Sandholt Jensen, professor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på SDU - og en af forskerne bag studiet, fortæller, at tilbagegangen i økonomien ikke var opsigtsvækkende, men derimod varigheden af denne.
»Hvad der måske er mere overraskende er, at den økonomiske krise var kortvarig. At det gik ret hurtigt, så der igen var fremgang at spore få år efter pandemien,« siger Peter Sandholt Jensen i en kommentar til studiet.
Data fra 1918 viser bl.a., at antallet af arbejdsløse voksede sidst på året, da den spanske syge ramte. Men noget tyder på, at nedgangen allerede var på vej året før. På samme tid mærkede banksektoren ikke krisen særligt.
Forskerne henviser i rapporten til, at der i dag er indført langt mere omfattende restriktioner end for 100 år siden. Mens vi coronakrisen har lukket store dele af samfundet ned i dag, var det ikke helt sådan dengang.
»Her valgte man at lukke skoler, teatre og biografer nogle steder, men det varierede lokalt, om man gjorde det eller ej. Der er også den store forskel, at der ikke fandtes hjælpepakker under den spanske syge,« siger Peter Sandholt Jensen.
Det var på daværende tidspunkt ikke usædvanligt, at folk døde af sygdom, og man ændrede ikke adfærd. Derfor kan man ifølge forskerne overveje, om man var bedre til at ride stormen af under den spanske syge end i dag.
Undersøgelsen, der er udarbejdet i samarbejde med SDU-kollegaen professor Christian Møller Dahl og lektor Casper Worm Hansen fra Københavns Universitet, viser, at der dengang var en såkaldt V-formet recession, hvor økonomien først dykkede, men hurtigt rettede sig.
Hvorvidt perspektiverne fra den tidligere krise kan overføres til nutiden, hvor coronakrisen hærger, er uvist ifølge forskerne, som dog fortæller, at undersøgelsen kan give et håb om, at den nuværende recession bliver kort.
»Om det bliver en V-, U- eller W-formet recession, er det store spørgsmål. Vi påpeger, at under den spanske syge, som ramte rigtig hårdt, der blev det ’kun’ til et V,« fortæller Christian Møller Dahl, der også er professor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på SDU.
Til trods for, at verden i dag er mere globaliseret, og man skal være påpasselig med at drage paralleller fra dengang til nu, fortæller medforfatter Peter Sandholt Jensen, at der en række ligheder.
Danmark handlede allerede dengang med verden, og handlen med Tyskland var lukket ned som følge af Første Verdenskrig. Men samtidig påpeger han som tidligere nævnt, at lande i disse dage er lukket mere ned.
»Det er dog tankevækkende, at dansk økonomi klarede sig så hurtigt ud af krisen dengang. Det var trods alt en af verdenshistoriens værste epidemier,« siger Peter Sandholt Jensen.


