Fortsæt til indhold

DI: Ekspertvurdering sender klart signal om, at vi kan åbne meget mere

Dansk Industri ser positivt på rapporten fra den økonomiske ekspertgruppe om genåbning. Den sender et klart signal om, at mere kan åbnes, og virksomheder kan få vished om fremtiden.

Indkøbscentre er noget af det, som økonomiske eksperter peger på kan genåbne hurtigt og som vil give stor økonomisk aktivitet. Foto: Janus Engel
Økonomi

Nu kan der komme gang i indkøbscentre og meget andet. Det mener Dansk Industri, der er brancheorganisation for de store virksomheder i Danmark.

Rapporten fra den økonomiske ekspertgruppe om genåbningen af Danmark, der blev offentliggjort onsdag, stiller nogle klare faktorer op om, hvad der giver mest økonomisk aktivitet med mindst mulig smittetryk ved en genåbning.

»Den sender et klart signal om, at vi kan åbne noget mere, og vi kan åbne der, hvor vi får mest mulige arbejdspladser ud af det, og så kan vi få lagt en plan for faserne fremadrettet. Der er mange gode elementer i rapporten, så vi kan se, at vi kan komme videre med genåbningen,« siger Kent Damsgaard, direktør i DI.

Han peger på, at rapporten tydeliggør, hvilke brancher der vil være sundhedsmæssigt forsvarligt hurtigt at åbne, og som giver stor økonomisk aktivitet.

Det drejer sig bla. om indkøbscentre, restauranter og cafeer. Men rapporten viser også, at sådan noget som luftfart og lufthavne ikke har så stort et smittetryk, som man havde forventet. Og »her ligger mange arbejdspladser gemt,« lyder det fra DI.

»Nu håber jeg så, at regeringen lytter til ekspertgruppen og også melder ud, hvad man kan forvente i de næste faser. En af de vigtigste ting for virksomhederne er at vide, hvad der kommer til at ske fremadrettet, hvornår de kan åbne. Lige nu står de og skal vurdere, om de skal fyre eller lave andre besparelser, men har de en klar plan for de kommende faser at forholde sig til, så kan arbejdspladser blive reddet,« siger Kent Damsgaard.

Den sender et klart signal om, at vi kan åbne noget mere, og vi kan åbne der, hvor vi får mest mulige arbejdspladser ud af det.
Kent Damsgaard, direktør i DI

Rapporten fra eksperterne peger på, at et af de vigtigste parametre i genåbningen er befolkningens adfærd, og hvis fysisk afstand, håndvask og færre kontakter opretholdes, så »kan man gå relativt langt i en genåbning,« står der i rapporten.

Og det bakker Kent Damsgaard op om. Han mener, at mange virksomheder allerede har vist, at de godt kan beskytte medarbejderne og opretholde produktionen.

»Vi skal åbne mest muligt og gøre det sundhedsmæssigt forsvarligt ved at give virksomhederne nogle klare retningslinjer. Nu har regeringen nogle klare signaler fra eksperterne,« lyder det fra Kent Damsgaard.

Artiklens emner
DI
Kent Damsgaard