Fortsæt til indhold

Økonomer: Deflation kan blive en realitet de kommende måneder

Økonomi
/ritzau/FINANS

De danske forbrugerpriser udviklede sig med flade 0 pct. i april sammenlignet med samme måned sidste år, og det er første gang siden september 2016.

Det er derfor ikke usandsynligt, at udviklingen i forbrugerpriserne runder hjørnet og bliver decideret negativ, vurderer Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Han forventer, at coronakrisen vil medvirke til at trække priserne længere ned, hvilket kan betyde perioder med deflation i de kommende måneder.

- Vi kan i hvert fald se, at virksomhedernes forventningerne til prisudviklingen i den kommende tid tog et stort dyk i konjunkturbarometrene i slutningen af april. Det kan hænge sammen med store varelagre hos de erhvervsdrivende, som kan blive fristet af at sætte priserne ned, for at få gang i salget, skriver Søren V. Kristensen i en analyse.

Den samme vurdering lyder fra Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, der dog, ligesom Søren V. Kristensen, understreger, at der er nogen usikkerhed om den faktiske prisudvikling, da Danmarks Statistik ikke har kunne indsamle priser fra alle brancher på grund af corona.

- Med dagens tal ser det altså ud til, at vi lige akkurat undgik deflation i dansk økonomi. Tallene er dog behæftet med stor usikkerhed, og hvis man opgør det samlede forbrugerprisindeks uden medtagelse af de priser, som er blevet estimeret, så var årsstigningstakten rent faktisk negativ på 0,1 pct., skriver han.

Bliver prisudviklingen negativ, vil det være første gang siden januar 2015. Her varede det dog kun en enkelt måned. Sidst der var en længerevarende periode med deflation var i 1953.

Selvom der er en forventning til deflation de kommende måneder, er det ikke Søren V. Kristensens vurdering, at det vil vare året ud. I takt med at verdensøkonomien åbner op, ser han, at der vil komme prisstigninger på en række varer.

- Det kan blandt andet komme fra mangel på nogle varetyper, som får priserne til at stige kraftigt. Samtidigt kan reglerne om social distancering betyde, at mange ting bliver dyrere. Det gælder transport og særligt flyrejser. Det kan trække inflationen op igen, lyder det fra Sydbanks cheføkonom.

Artiklens emner
Søren V. Kristensen
Jes Asmussen