Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Europæiske aktier kan blive taberne i coronakrisen: »Europa har for lidt it og for meget bank«

Mange aktiehandlere ser mere værdi i amerikanske aktier end i de europæiske i kølvandet på coronakrisen.

Corona rammer verden
Mange aktiehandlere anbefaler at holde amerikanske aktier frem for europæiske i kølvandet på coronakrisen. Foto: Finn Frandsen

I årene efter finanskrisen, mens Europa sloges med gældskrise og vækstproblemer, gav amerikanske aktier et langt højere afkast end de europæiske. Det samme kan ske igen efter coronakrisen, advarer en række kapitalforvaltere og banker.

Den mere fleksible amerikanske økonomi vil hoppe hurtigere med på det kommende opsving, mener de. Uenighed mellem de europæiske lande vil også hindre en koordineret indsats for at hjælpe økonomien op i gear igen.

Endelig peger de på væsentlige forskelle i sammensætningen af de to aktiemarkeder, som vil favorisere amerikanske aktier de kommende år.

»Vi tror på et stærkere opsving i USA end i resten af verden og er skeptiske omkring det politiske samarbejde i Europa. Den forskel vil man kunne se på aktiemarkederne,« siger Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea.

Amerikanske aktier klarede sig bedre i alle år på nær to fra udgangen af 2007 til starten af 2017, bl.a. fordi Europa sloges med lavvækst. Torsdag spåede Den Europæiske Centralbank, at områdets økonomi vil opleve et tilbagefald på hele 8.,7 pct. i år. Det er langt mere end, hvad de fleste prognoser spår for USA’s økonomi.

Andreas Østerheden regner nu med, at amerikanske aktier vil give et afkast på omtrent 8 pct. de kommende 12 måneder, mens europæiske aktier – deriblandt de danske - vil give omtrent halvt så meget.

De seneste måneders kraftige stigninger, hvor finansmarkederne har taget forskud på det kommende opsving, har også været størst i USA.

Det brede aktieindeks MSCI USA var onsdag således steget 40 pct. siden sin bund den 23. marts og lå omtrent 3 pct. under indgangspunktet i år. MSCI Europa var onsdag steget 29 pct. fra bunden den 19. marts og lå stadig omtrent 14 pct. under startpunktet i år, målt i samme valuta.

Citigroup, Jyske Bank og Blackrock mener, at kursstigningerne siden marts er gået for stærkt i USA - og gør europæiske aktier lidt mere attraktive her og nu.

Krisesvar fra den tyske regering og ECB onsdag og torsdag forbedrer også chancerne for Europas økonomi.

Men udviklingen illustrerer alligevel aktiemarkedernes relative styrke, vurderer de. Alle tre anbefaler derfor at holde færre europæiske aktier end normalt i porteføljen.

En væsentlig drivkraft bag stigningerne er ifølge Jyske Bank, at it-aktier - som banken mener bliver de største vindere fra coronakrisen - udgør næsten 26 pct. af MSCI USA og kun 7 pct. af MSCI Europa.

Samtidig udgør finanssektoren - som mange mener får det svært de kommende år - hele 15 pct. i det europæiske indeks og kun 10 pct. i USA.

»Europa lider under, at man har for lidt it og for meget bank. Det vil kræve et stærkt opsving, før de europæiske aktier trækker fra,« siger Ib Fredslund Madsen, chefstrateg i Jyske Bank.

BRANCHENYT
Læs også