Økonomi

USA's centralbank indleder stort opkøb af erhvervsobligationer

Centralbanken har i alt afsat 250 mia. dollar til denne type obligationskøb.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve køber nu mere bredt op af amerikanske erhvervsobligationer.

Det oplyser banken mandag.

Centralbanken har afsat 250 mia. dollars til denne type obligationskøb, men har indtil nu blot købt for 5,5 mia. dollars via ETF'er, som investerer i amerikanske erhvervsobligationer.

Programmet går under navnet "Secondary Market Corporate Credit Facility" (SMCCF), og det er et af ni låneprogrammer, som Federal Reserve har lanceret under coronakrisen.

Opkøbene vil ske i et bredt indeks af erhvervsobligationer, som lever op til Federal Reserves krav til minimum kreditvurdering og maksimale varighed.

New York Federal Reserve Bank, der står for centralbankens markedsoperationer, oplyser samtidig, at opkøbene vil blive påbegyndt tirsdag.

Meldingen fra centralbanken har sendt aktierne i plus med 1,1 pct. for S&P 500-indekset, som ellers på grund af frygt for stigende coronasmitte var åbnet i minus med 2,5 pct.

Federal Reserve har allerede købt stats- og realkreditobligationer for omtrent 2300 mia. dollar under coronakrisen.

BRANCHENYT
Læs også