Økonomi

Tokyo går efter at blive nyt finansielt centrum i Asien efter Hongkong

Shinzo Abe arbejder på, at få fremmet den finansielle arbejdskraft i Japan. Foto: Bloomberg photo by Tomohiro Ohsumi.

Japan ser nu sit snit til at gøre Tokyo til et finansielt centrum, hvis Hongkongs status ændrer sig som følge af konflikten med Kina.

Det skriver Financial Times.

Hvis konflikten mellem den tidligere britiske koloni Hongkong og Kina ender med en ændring af Hongkongs nuværende status og lovgivning, kan personer, der arbejder i finanssektoren, og andre økonomiske aktører måske se en fordel i at flytte deres aktiviteter ud af Hongkong og til Japan, skriver mediet.

I Japan er der blandt andet kommet forslag om et kortvarigt frafald af krav om visum og hastegodkendelse af nødvendige registreringer, der ville give finansfolk mulighed for at besøge Japan og arbejde med det samme.

Fortalere for at få Tokyo som finansielt centrum har de seneste måneder diskuteret hvilke tiltag, der skal til, for at det kan lade sig gøre. Det er blandt andet et spørgsmål om skattesatsen, der er højere i Japan.

Satsuki Katayama, der er tidligere kabinetsminister i den japanske regering, har bedt om premierminister Shinzo Abes holdning til, hvorvidt Japan burde gå efter at få finansielle arbejdere fra Hongkong til Japan.

Premierminister Shinzo Abe svarede, at han vil "aktivt fremme", at finansiel arbejdskraft kommer til Japan.

- Det er ikke noget, der kommer til at ske natten over, men jeg glæder mig over premierminister Abes positive svar, siger Satsuki Katayama til Financial Times.

BRANCHENYT
Læs også