Serier

Køen af arbejdsløse fortsætter med at vokse eksplosivt i USA

Coronakrisen har nu samlet fået næsten 48 mio. amerikanere til at stille sig i køen for arbejdsløse.

Corona rammer verden
Foto: John Sommers Ii

Antallet af amerikanere, som har stillet sig op i køen for at få ledighedsunderstøttelse, fortsætter med at stige eksplosivt.

I sidste uge søgte 1.480.000 amerikanere om understøttelse som følge af ledighed. Det viser netop offentliggjorte tal fra U.S. Department of Labor.

Der er tale om et fald i forhold til ugen inden, hvor tallet lød på 1.508.000. Men dagens tal var værre end ventet, da konsensus blandt økonomerne lød på 1.320.000.

Med dagens tal har næsten 48 mio. amerikanere på et tidspunkt søgt om ledighedsunderstøttelse.

»Det svarer rundt regnet til 30 pct. af den amerikanske arbejdsstyrke. Det er et vanvittigt højt niveau, der viser, at virusudbruddet har ramt den amerikanske økonomi på en måde, vi aldrig her set tidligere,« skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Antallet af amerikanere, som har søgt om ledighedsunderstøttelse under coronakrisen, har sprængt alle tidligere rekorder.

Inden den nye virus sendte den amerikanske økonomier ind i en recession, lød den hidtidige rekord på én uge på 695.000, og den blev sat i 1982. Da det stod værst til under finanskrisen, nåede tallet på en enkelt uge op på 665.000. Det skete i marts 2009.

I slutningen af marts nåede tallet op på 6,8 mio. ledige. Siden er tallet faldet uge for uge.

Det har man noteret sig i Arbejdernes Landsbank.

»Skærer vi gennem det tykke lag af den dystre virkelighed, er der en lille sprække af lys for enden af tunnelen. Selv om neddroslingen har mistet en del af sin styrke, peger den fortsat ned, som det har været tilfældet 12 uger i streg nu. En omvendt situation med et voksende antal havde været langt værre,« skriver Jeppe Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

I Danske Erhverv hæfter man sig også ved denne tendens. Men her påpeger man, at en normalisering ligger et godt stykke ude i fremtiden.

»Som tingene ser ud nu, er der desværre udsigt til, at ledighedskøen kun langsomt vil svinde ind igen. Usikkerheden er fortsat stor, og såvel forbruget som investeringerne vil formentlig kun gradvist komme til hægterne igen. Dertil vil flere brancher inden for bl.a. hotel- og restaurationsbranchen fortsat være voldsomt tynget af virusudbruddet. Endelig er der desværre tegn på at smittetrykket er kraftigt stigende i en lang række stater,« skriver Tore Stramer.

BRANCHENYT
Læs også