Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Antallet af danskere på lønkompensation er raslet ned

I uge 25 var knap 25.000 danskere sendt hjem med lønkompensation.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard præsenterede lønkompensationsordningen i marts. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Betydeligt færre danskere er sendt hjem med lønkompensation. En helt ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 24.607 lønmodtagere i uge 25 var på den lønkompensationsordning, som er blevet indført som følge af coronakrisen. I april lå tallet over 222.000.

»Det betydelige fald i antallet af personer på lønkompensation skal helt naturligt ses i lyset af den genåbning, vi har set af samfundet siden april måned. Det betyder, at rigtig mange heldigvis har kunnet forlade ordningen og vende tilbage til deres gamle job,« skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til tallene.

Ledernes Hovedorganisation peger også på genåbningen af samfundet som årsagen til faldet.

»Ved første øjekast er det meget positive tal, at langt færre nu er på lønkompensation. Det hænger i høj grad sammen med genåbningen, som har budt på mere gang i hjulene, og dermed gjort det muligt for hjemsendte medarbejdere at vende tilbage til job,« skriver Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar.

Han understreger dog samtidig, at der også kan være en negativ forklaring på udviklingen.

»Første fase af kompensationsordningen udløb 8. juni, og bedømt på antallet af afskedigelsesvarsler, så har flere virksomheder i dagene efter valgt at afskedige medarbejdere. Det er formentlig personer, som har været sendt hjem med lønkompensation, men hvor virksomhederne nu har valgt at tage konsekvensen og fyre dem i stedet for at søge om forlængelse,« vurderer Niklas Praefke.

»Det skyldes, at flere virksomheder stadig er hårdt ramt af krisen, og samtidig er det forbundet med en udgift for virksomhederne at have sendt medarbejderne hjem, da staten kun dækker en del af lønudgifterne,« skriver Niklas Praefke.

BRANCHENYT
Læs også