Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Amerikansk jobrapport overrasker positivt: Største vækst nogensinde

Der blev skabt 4,8 mio job i USA i juni, viser ny beskæftigelsesrapport. Det er den største stigning nogensinde.

Arkivfoto: REUTERS/Brendan McDermid.

Det amerikanske arbejdsmarked befinder sig i en voldsom og turbulent tid. For mens coronakrisen har forvist millioner af amerikanere til arbejdsløshedskøen, er der samtidig godt gang i jobskabelsen.

Den seneste amerikanske jobrapport viser, at beskæftigelsen uden for landbruget steg med 4,8 mio. personer i juni, hvilket er et godt stykke over økonomernes estimat, der lød på det noget mere beskedne 3,2 mio. personer.

»Det er den største jobvækst, der nogensinde er registreret i statistikkens levetid siden slutningen af 30’erne. Fremgangen i juni kommer tilmed efter en pæn jobvækst på 2,7 mio. personer i maj. Det betyder, at der i alt er blevet skabt 7,5 mio. jobs i USA over de seneste to måneder,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Samtidig falder arbejdsløsheden fra 13,3 pct. til 11,1 pct. - hvilket dog stadig er dobbelt så højt, som før coronakrisen ramte USA i marts.

Men selv om jobskabelsen buldrer frem, så er det måske for tidligt at kippe med Stars and Stripes, lyder advarslen.

»De overraskende gode jobtal er indsamlet i begyndelsen af juni. Siden har vi set, at flere stater i USA er begyndt at lukke dele af økonomien ned,« siger Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

»Det gælder blandt andet i Californien, hvor omkring 70 procent af staten er omfattet af nye nedlukninger af blandt andet barer og restauranter. Det sætter med garanti gang i en ny fyringsbølge i de berørte områder. Det er ikke med i dagens tal, som derfor er lidt et skønmaleri af virkeligheden,« fortsætter han.

Sideløbende med jobrapporten har USA også offentliggjort nye tal for antallet at nytilmeldte ledige. Det viser, at lidt over 1,4 mio. amerikanere i sidste uge meldte sig ledige.

»Bedringen af det amerikanske arbejdsmarked er markant, men de seneste to måneders fremgang i beskæftigelsen blegner ikke desto mindre i forhold til faldet i marts og april, hvor 22 mio. job forsvandt. Der vil gå meget lang tid, før mange af de arbejdsløse amerikanere igen kommer i job,« siger Frederik Engholm, chefstrateg hos Nykredit.

BRANCHENYT
Læs også