Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sveriges økonomi har svært ved at slippe fri af coronakrisen

Den svenske økonomi fortsætter med at falde, viser nye bnp-tal for maj. Sverige har nu haft minusvækst fire måneder i træk.

Sverige har ført en mere lempelig coronapolitik end f.eks. Danmark og Norge. Her ses indbyggere i Stockholm, der nyder cafélivet i den svenske hovedstad under coronakrisen. Arkivfoto: TT News Agency/Janerik Henriksson/ Reuters

Den svenske økonomi har svært ved at ryste coronakrisen af sig på trods af Sveriges mere lempelige coronastrategi.

I maj skrumpede den svenske økonomi med 1,5 pct., viser nye tal for bruttonationalproduktet (bnp) fra Statistiska Centralbyrån, der er den officielle svenske statistikmyndighed.

Dermed er svensk økonomi nu skrumpet fire måneder i træk. I april faldt økonomien med 6,9 pct., mens den dykkede med henholdsvis 1,8 pct. og 1,4 pct. i marts og februar.

»Den negative økonomiske vækst i maj må siges at være lidt af en skuffelse. Vi har nemlig på det seneste fået nøgletal fra Sverige, der antydede, at den svenske økonomi havde lagt det værste bag sig,« siger Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank.

I modsætning til f.eks. Norge og Danmark har Sverige valgt en anderledes vej under coronakrisen. Hvor de norske og danske samfund blev lukket ned i stor stil i marts, for langsomt at blive genåbnet i slutningen af april, har svenskerne valgt en mere lempelig coronapolitik.

Men i modsætning til sine nordiske nabolande kæmper svenskerne fortsat mod coronavirussen, der langt fra er standset. De seneste tal fra Sverige viser, at der nu er over 74.000 smittede og mere end 5.500 døde. Alene tirsdag i denne uge blev der registreret mere end 1.500 nye smittetilfælde i Sverige.

Og det betyder også, at den svenske økonomi hænger i bremsen modsat f.eks. Norge, der i denne uge kunne offentliggøre, at økonomien i maj voksede med 2,4 pct.

Den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, forventer, at den svenske økonomi i år vil blive 4,5 procent mindre – og at økonomien alene i andet kvartal vil dykke 8,8 pct.

EU-Kommissionen, der i denne uge udsendte en ny prognose for den europæiske økonomi, forventer, at Sveriges bnp i år vil falde med 5,3 pct.

Hos Sydbank forventer man et lignende scenarie.

»Vi vurderer, at den svenske økonomi vil skrumpe omkring fem procent i år. Risikoen er dog, at udfordringen med smittetrykket i Sverige betyder, at genopretningen bliver trukket ud sammenlignet med andre lande,« siger Kim Blindbæk.

BRANCHENYT
Læs også