Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Storbank: Lempelig coronapolitik har skånet den svenske økonomi

Den svenske coronapolitik har i høj grad holdt hånden under Sveriges økonomi, mener topchefen i storbanken SEB.

Sverige har håndteret coronakrisen mere lempeligt end store dele af resten af Europa, og det har skånet den svenske økonomi fra at falde ned i en dyb recession.

Sådan lyder analysen fra topchefen i den svenske storbank SEB, Johan Torgeby.

I et interview med erhvervsmediet Financial Times peger Johan Torgeby på, at den svenske beslutning om at holde bl.a. butikker og banker åbne gennem coronakrisen, har holdt hånden under den svenske økonomi.

»Hvis man ser på forbruget i Sverige og de økonomiske indikatorer, der peger fremad, ser det ud til, at den økonomiske nedtur bliver væsentlig mindre,« siger han med henvisning til flere af de øvrige europæiske lande, der i år kan se frem til minusvækst helt op til omkring 10 pct.

Han understreger dog, at den svenske økonomi i høj grad stadig er afhængig af, at der kommer gang i eksporten på de globale markeder.

Har topchefen så ret i sin analyse? Vi kan i hvert fald starte med at se på det, som vi ved.

De seneste bnp-tal fra Sverige afslører i hvert fald, at coronakrisen har svært ved at slippe sit tag i den svenske økonomi.

I maj skrumpede Sveriges bruttonationalprodukt med 1,5 pct., viser tal fra Statistiska Centralbyrån.

Dermed er den svenske økonomi skrumpet fire måneder i træk. I april faldt økonomien med 6,9 pct., mens den dykkede med henholdsvis 1,8 pct. og 1,4 pct. i marts og februar.

Det står i kontrast til f.eks. den norske økonomi, der i maj voksede med 2,4 pct., selvom Norge, ligesom Danmark, lukkede landet ned, da coronapandemien ramte.

Og så er der det, som vi måske ved – nemlig hvordan økonomien udvikler sig fremadrettet.

Flere prognoser vurderer nemlig, at Sverige – præcis som Johan Torgeby peger på – slipper gennem coronakrisen væsentligt billigere end store dele af det øvrige Europa.

EU-Kommissionen offentliggjorde i juli en ny prognose, der skønner, at den samlede europæiske økonomi vil skrumpe med 8,3 pct. i år.

Men ser man isoleret på Sverige, står svenskerne kun til at opleve et dyk i økonomien på 5,3 pct., ifølge EU-Kommissionens prognose.

Den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, vurderer selv, at den svenske økonomi i år vil blive 4,5 procent mindre, mens verdens største kreditvurderingsbureau, Moody’s Investors Services, er endnu mere positiv og skønner, at svenskerne slipper med et dyk i økonomien på 3,8 pct.

Men sammenligner man Sverige med Norge og Danmark i prognoserne, er der ikke den store niveauforskel på trods af, at Danmark og Norge valgte en væsentlig mere hårdhændet coronapolitik.

F.eks. skønner EU-Kommissionen, at den danske økonomi vil dykke med 5,2 pct. i år, hvilket altså er et nøk mindre end det svenske fald i samme prognose.

Og i Moody’s prognose er faldet i svensk og norsk økonomi stort set lige stort, mens Danmarks bruttonationalprodukt (bnp) vil skrumpe med 5,8 pct.

Og så er der det menneskelige aspekt. For mens Norge og Danmark skal tælles deres corona-dødsfald i hundreder, er mere end 5.600 svenskere nu døde, mens næsten 77.000 er bekræftet smittet af coronavirus.

BRANCHENYT
Læs også