Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

ECB fastholder renten på rekordlavt niveau - seddelpressen kører videre i højt tempo

Den Europæiske Centralbank (ECB) kører videre med sin lempelige pengepolitik.

Pandemien fik ECB til at søsætte et stort opkøbsprogram for at holde hånden under økonomien i Eurozonen. Foto: AP/Michael Probst

Den Europæiske Centralbank (ECB) har sat autopiloten til i de kommende måneder. Efter begivenhedsrige pengepolitiske møder i ECB fra coronakrisens begyndelse har centralbanken i denne omgang valgt at holde renten i ro, og lade dens store opkøbsprogrammer rulle videre. Det står klart efter dagens møde i ECB’s såkaldte Styrelsesråd.

Den ledende rentesats vil således fortsat være på rekordlave -0,5 pct., og der er ikke blev ændret på det såkaldte Pandemic Emergency Purchase Program (PEPP), som er blevet sat i gang som følge af coronakrisen. Grænsen for opkøb i dette program blev i juni hævet med 600 mia. euro, så loftet nu lyder på 1.350 mia. euro.

»Samtidig er signalet fra centralbankchefen Christine Lagarde og co. fortsat, at de meget lave renter og de massive opkøb af obligationer for nye penge er kommet for at blive. Lagarde læner sig med andre ord nu tilbage og vurderer effekten af de omfattende tiltag, som allerede er sat i søen,« skriver Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Det pandemiske opkøbsprogram blev lanceret i marts, og på det pengepolitiske møde i marts lød det fra ECB, at centralbanken var klar med ubegrænset hjælp til økonomien i eurozonen. Noget kollegerne i Federal Reserve i USA allerede havde bebudet.

Efterfølgende fastsatte ECB så en øvre grænse på 1.350 mia. kr., men den kan dog blive forhøjet, vurderer man i landets største bank.

»Mens ECB har signaleret en forsigtig optimisme på det seneste, har mange analytikere peget på, at der faktisk er behov for at udvide programmet. Vi ser tiden an, da der stadig er stor usikkerhed forbundet med inflationsudsigterne og økonomiens tilbagevenden til ’normalen’. Vi ser dog ingen hindring for, at ECB kan skalere PEPP op, hvis det bliver nødvendigt,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

ECB opererer med et mål om en inflation »tæt på, men under 2 pct.«.

I Sydbank vurderer man også, at opkøbsprogrammet - der som minimum kommer til at løbe frem til midten af 2021 - kan vokse i omfang.

»Vi bliver heller ikke overraskede, hvis ECB senere i år tilføjer endnu flere penge til PEPP. Under alle omstændigheder så bliver seddelpressen i eurozonen næppe kold lige foreløbig,« skriver Søren V. Kristensen.

Udover PEPP fortsætter ECB’s oprindelige opkøbsprogram (APP), der har kørt i flere år, med 20 mia. euro om måneden.

BRANCHENYT
Læs også