Økonomi

Overraskende stigning i nye ledige i USA: 1,41 mio. meldte sig ledige i sidste uge

Før første gang i flere uger oplever USA igen en stigningstakt i antallet af nytilmeldte ledige.

Antallet af ledige i USA er fortsat høj og stadig højere end selv de værste uger under finanskrisen. Foto: AP/ John Minchillo

Bølgen af arbejdsløshed fortsætter med at rulle ind over den amerikanske økonomi. I sidste uge søgte 1.416.000 amerikanere om understøttelse som følge af ledighed. Det viser netop offentliggjorte tal fra U.S. Department of Labor.

Antallet af nye ledige på en uge er fortsat højt i USA, og landet har rundet 52 mio. nytilmeldte ledige, siden coronakrisen begyndte.

Med sidste uges tal, så stiger antallet af nytilmeldte ledige igen efter flere uger med en faldende tendens. Forrige uge var tallet godt 1,3 mio. nytilmeldte. Det er første gang siden marts, at der igen er en stigning i tallet.

»Det er overraskende og meget bekymrende, at vi ser, at flere amerikanere melde sig ledige. Det er første gang siden marts, at vi nu ser en stigning i antallet af amerikanere, der melder sig ledige. Genopretningen af amerikansk økonomi og det amerikanske arbejdsmarked går i et utrolig langsomt tempo. Det er helt afgørende for genopretningen af det amerikanske arbejdsmarked, at der kommer styr på smittespredningen,« skriver seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv i en kommentar.

Det overrasker også analytikerne. Konsensusforventningerne var 1,3 mio. nytilmeldte i sidste uge.

»Det samlede antal ledighedstilmeldinger i USA rammer med dagens tal 52,7 mio. personer under Coronakrisen, når vi tæller de seneste 18 uger sammen. Det svarer til, at næsten hver tredje amerikaner i arbejdsstyrken nu har været en runde gennem ledighedssystemet. Et fuldstændig vanvittigt antal,« lyder det i en kommentar fra Anders Christian Overvad, der er økonom i Arbejdernes Landsbank.

Selvom tallet er betydeligt lavere end i slutningen af marts, hvor USA nåede op på 6,8 mio. nye ledige, så er tallet fortsat på et højt niveau.

»Det afgørende element bliver for amerikansk økonomi, hvor hurtigt man kan få bugt med den høje arbejdsløshed. Tager vi de danske briller på, så er vi også afhængige af, hvordan det går på den anden side af Atlanten. Over 80.000 danske jobs er tilknyttet til amerikansk eksport, og de jobs vil få det svært hvis den amerikanske økonomi forbliver i recession,« siger Anders Christian Overvad.

Også afsmitningen på dansk økonomi optager Kristian Skriver.

»Det er bekymrende, at det amerikanske arbejdsmarked nu går i den forkerte retning. Det vil kunne mærkes i Danmark. USA er Danmarks største eksportmarked. Sidste år eksporterede danske virksomheder for mere 155 mia. kr. til USA og flere end 90.000 danske arbejdspladser er direkte eller indirekte knyttet til eksport til USA. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt et eksportmarked USA er for danske virksomheder,« skriver han.

Hos Sydbank taler man direkte om, at genopretningen af den amerikanske økonomi kan være stødt på grund.

»Der er desværre tale om et skridt tilbage, som slår en tyk streg under, at det amerikanske arbejdsmarked fortsat er under hårdt pres. Andre og mere frekvente nøgletal tyder nemlig også på, at genopretningen er stødt på grund. Det drejer sig eksempelvis om mobilitetsdata fra Apple og restaurantbookinger. Meget tyder nu på, at vi må vinke endegyldigt farvel til den V-form, som man kunne have håbet på,« skriver Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

BRANCHENYT
Læs også