Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Fed-chef: Dyk i andet kvartal kan blive det største nogensinde

Federal Reserve holder som forventet renten i ro. Trods en smule bedring lyder meldingen fra centralbanken, at den økonomiske vækst er betydeligt under niveauet før coronakrisen.

Corona rammer verden
Fed-chef Jerome Powell siger, at BNP-faldet i andet kvartal formentlig vil være det største nogensinde. Foto: AP/Andrew Harrer

Den amerikanske centralbank Fed fastholder renten i intervallet 0-0,25 pct. Det er præcis, hvad markedet forventede op til afslutningen onsdag på et to dage langt rentemøde.

»Den økonomiske aktivitet og beskæftigelse har forbedret sig en smule i de seneste måneder efter de bratte dyk, men de er stadig et pænt stykke under niveauerne i starten af året,« lyder det fra Fed i en meddelelse udsendt ved mødets afslutning.

Fed-chef Jerome Powell gav ifølge Ritzau Finans på pressemødet efter rentemødet udtryk for, at USA's økonomiske vækst lider så meget, at BNP-faldet i andet kvartal af 2020 formentlig bliver det største dyk nogensinde.

Centralbanken meldte også onsdag ud, at den vil fortsætte støtteopkøb af obligationer for at modvirke krisen med mindst samme hastighed som hidtil.

»Med Powells handlekraft bør der ikke være tvivl om, at vi kommer til at se mere til Fed, hvis vinden igen og for alvor begynder at blæse den forkerte vej,« siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til renteudmeldingen.

Størstedelen af formuleringerne i Fed's meddelelse går igen fra den meddelelse, banken sendte ud efter rentemødet i juni. CNBC har lavet en sammenligning af de to tekster. Den viser, at de to meddelelser stort set er identiske, men som noget nyt siger banken bl.a.:

»Vejen for økonomien fremadrettet vil afhænge betydeligt af virussens udvikling.«

Dermed gør banken opmærksom på, at en genopblussen truer forbedringen i økonomien.

Fed gentager bl.a. i meddelelsen sit budskab om, at banken vil bruge alle sine værktøjer for at støtte den amerikanske økonomi.

Fed har holdt renten tæt på nul pct. siden midten af marts, hvor coronapandemien for alvor brød ud.

»Centralbanken pointerer ligesom til junis møde, at det er hensigten at fastholde renten på det nuværende lave niveau, indtil man er overbevist om, at økonomien har rystet den aktuelle situation af sig og er tilbage på sporet med at opnå maksimum beskæftigelse og prisstabilitet,« lyder det fra Jeppe Juul Borre.

BRANCHENYT
Læs også