Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ledigheden faldt i juni for første gang under coronakrisen, men: »Ledigheden kommer til at stige mere«

Bruttoledigheden faldt med 4.100 fra maj til juni, hvor den endte på 154.600.

Foto: Janus Engel

Køen af ledige er blevet en anelse mindre, efter at den ellers bare er vokset og vokset under coronakrisen. Det viser nye ledighedstal fra Danmarks Statistik.

Den såkaldte bruttoledighed fald med 4.100 til 154.600 fra maj til juni, og det fik ledighedsprocenten til at falde med 0,1 pct.point til 5,5 pct. Faldet kommer, efter at ledigheden er steget markant siden coronakrisens begyndelse med nedlukningen af samfundet i marts.

Ledighed

Bruttoledigheden er en registerbaseret opgørelse, hvor 16-65-årige, som har modtaget dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, og som samtidig vurderes at være jobparate, omregnes til fuldtid. Bruttoledigheden består af de nettoledige og de ledige, der er i aktivering

Kilde: Danmarks Statistik

Blandt økonomerne er der dog en frygt for, at de seneste ledighedstal ikke vil angive en ny retning.

»Det er fristende at se dagens tal som et vendepunkt for arbejdsmarkedet oven på krisen, men det er desværre ikke helt sådan, det er. Ledigheden kommer til at stige mere, også selv om selve økonomien har taget en markant vending til det bedre siden nedlukningen i marts og april,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Fra februar og frem til maj steg bruttoledigheden med 55.200. Det svarer til en stigning i ledighedsprocenten på 1,9 pct.point. til 5,6 pct.

»Selv om ledigheden pegede en anelse ned i juni, så må vi forberede os på, at endnu flere kommer til at melde sig ledige over de kommende måneder. Coronakrisen er langtfra afblæst,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Allerede nu står det klart, at ledigheden er steget i juli. Tal fra Beskæftigelsesministeriet har således vist, at ledigheden i denne måned er steget med ca. 5.000 personer.

»Vi kan sagtens komme til at stå med en arbejdsløshed, der er 30.000-40.000 personer større, når vi når september,« lyder det fra Las Olsen med henvisning til, at flere virksomheder allerede har opsagt medarbejdere, som tidligere har været sendt hjem på lønkompensation.

Danske Bank venter, at flere vil miste jobbet på denne konto i løbet af august, hvor ordningen om lønkompensation udløber.

»Hvis vi undgår ny nedlukning og alt for store problemer på eksportmarkederne, er der efter vores vurdering udsigt til en gradvist lavere arbejdsløshed fra efteråret og frem, så vi i løbet af 2022 kan nå tilbage til en arbejdsløshed på niveau med, hvad den var i februar,« lyder det fra Las Olsen.

BRANCHENYT
Læs også