Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nationalbanken spår fortsat fremgang på boligmarkedet

Prisstigningerne på boligmarkedet fortsætter de kommende år på trods af coronakrisen, vurderer Nationalbanken i en ny prognose for dansk økonomi.

Nationalbankdirektør Lars Rohde. Arkivfoto: Nicolai Lorenzen.

De danske boligejere kan se frem til fortsatte prisstigninger på trods af coronakrisens mavepuster til dansk økonomi.

Danmarks Nationalbank vurderer i en ny prognose, at huspriserne i år vil stige med 1,6 pct., mens de kommende år vil byde på pæne prisstigninger.

»Prisudviklingen afspejler, at husholdningerne igen forventer stigende boligpriser. Modsat finanskrisen er udviklingen på boligmarkedet således ikke drivende for den aktuelle makroøkonomiske udvikling,« skriver Nationalbanken i prognosen og fortsætter:

»På boligmarkedet er renterne lave, og hjælpeordningerne har holdt indkomsterne oppe. Efter et markant fald i marts steg boligpriserne hen over sommeren og ventes at stige med 1,6 pct. for 2020 som helhed.«

Nationalbanken forventer, at huspriserne næste år vil stige med 1,5 pct., mens de i 2022 vil stige med 3,1 pct. Til sammenligning steg huspriserne med 3 pct. i 2019.

Stigningen i år er en opjustering i forhold til Nationalbankens seneste prognose fra foråret, der var langt mere pessimistisk. Dengang forventede Nationalbanken et fald i boligpriserne på 2,3 procent i 2020.

Ifølge Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, ser Nationalbanken dog stadig på boligmarkedet med alt for negative briller.

»På trods af at der forventes en prisstigning for året som helhed, er prognosen til den pessimistiske side. Skal priserne i år gennemsnitligt ligge 1,6 pct. højere end i 2019, vil det kræve et prisfald på 6,5 pct. i årets sidste 4 måneder. Det mener vi ikke er realistisk,« siger han i en kommentar til prognosen.

Fremgangen på boligmarkedet kommer midt en coronakrise, der ellers har kastet mørke skygger over både den danske økonomi og verdensøkonomien.

Således forventer Nationalbanken, at dansk økonomi i år vil skrumpe med 3,6 pct., mens økonomien herhjemme langsomt vil genvinde momentum i 2021.

Ifølge prognosen vil det danske bruttonationalprodukt (BNP) stige med 3,6 pct. næste år, mens økonomien i 2022 vil vokse med 2,3 pct.

På trods af udsigterne til en historisk minusvækst i år, ser Nationalbanken langt mere positivt på sundhedstilstanden i dansk økonomi sammenlignet med prognosen tilbage i foråret.

Dengang lød vurderingen, at økonomien som minimum ville skrumpe med 4,1 pct. i år - men at det også kunne blive langt værre.

»Dengang frygtede Nationalbanken faktisk, at BNP-faldet kunne komme helt op på 10 pct., men med den nye prognose siger bankens økonomer, at det stort set er gået så godt, som det nærmest kunne, under omstændighederne,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

BRANCHENYT
Læs også