Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nytilmeldte ledige i USA ramte 870.000 i sidste uge

Antallet af nytilmeldte ledige pr uge i USA fortsætter på et stabilt højt niveau - men er stadig under millionen for fjerde uge i træk.

Antallet af arbejdstagere, der melder sig ledige i USA hver uge er fortsat højt. Foto: AP/Nam Y. Huh

Antallet af nytilmeldte ledige i USA steg en smule i sidste uge i forhold til ugen før.

I sidste uge meldte 870.000 amerikanere sig ledige, viser netop offentliggjorte tal fra U.S. Department of Labor.

Konsensusforventningerne lå noget lavere med et estimat på 840.000 nytilmeldte

Det er også 10.000 flere end ugen før, hvor tallet nåede op på 860.000 nytilmeldte.

Det er fjerde uge i træk med under 1 mio. nytilmeldte ledige i USA. Men antallet viser samtidig, at det stadig høje tal har bidt sig fast uge efter uge.

»Strømningerne i det amerikanske arbejdsmarked er stadig helt ekstrem. Der er uhyre mange, som melder sig ledige, og samtidig uhyre mange, der kommer i arbejde, hvilket i hele træskolængder er med til at holde ledigheden i skak i øjeblikket,« skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Han ser nu frem til, at blive klogere på selve beskæftigelsen i USA, når tallene lander fredag.

»De vil forventeligt vise beskæftigelsesfremgang for femte måned i streg, men det vil formentlig være den laveste fremgang i de fem måneder. Samtidig vil ledigheden være tæt på uændret og på lige den gode side af 8 pct. med potentiale for en lille pil ned,« skriver Jeppe Juul Borre.

Hos Dansk Erhverv hæfter seniorøkonom Kristian Skriver sig ved, at stigningen i antallet af nytilmeldte var lille, men alligevel bekymrende.

»På trods af at stigningen i antallet af nye ansøgere var i den lille ende, giver stigningen mig panderynker. Jeg havde på forhånd ventet, at antallet af ansøgninger ville forsætte med at falde. Det er fra min stol bekymrende, at vi ser tilbagegang på det amerikanske jobmarked på nuværende tidspunkt, hvor vi er et halvt år inde i viruskrisen,« siger Kristian Skriver.

Samme holdning finder man hos Dansk Industri.

»Her 27 uger inde i krisen er der stadig skræmmende mange amerikanere, der bliver ledige. Antallet af nytilmeldte ledige er desværre ikke faldet de sidste fire uger. De høje antal nyledige viser, at mange virksomheder fortsat har brug for at lave tilpasninger,« siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, DI.

På trods af mange nye ledige, så er den samlede ledighed svagt aftagende. Ledigheden faldt i den forgangne uge fra 8,7 til 8,6 procent.

»Heldigvis er der lidt flere der hyrer end fyrer, og derfor er den samlede ledighed svagt faldende. Det er afgørende for økonomien, at mange flere forlader ledighedskøen. Høj ledighed gør forbrugerne usikre og tilbageholdne, og det kan svække privatforbruget, som er den helt store motor i amerikansk økonomi. Forbrugertilliden dykkede i august til det laveste niveau i over seks år,« siger Allan Sørensen.

 

BRANCHENYT
Læs også