Økonomi

Det amerikanske kongetal skuffer markant

Der blev i september skabt 660.000 nye job i USA, viser ny jobrapport. Det er godt stykke under økonomernes forventning.

Den amerikanske præsident Donald Trump går det kommende præsidentvalg i møde med en halvsløj jobrapport i bagagen.

Der blev i september skabt 661.000 job uden for landbruget i USA, viser den månedlige jobrapport, også kendt som kongetallet, som er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid.

Det er godt stykke under økonomernes samlede estimat på lige under 860.000 personer, viser tal fra det amerikanske medie Bloomberg.

»Normalt ville 660.000 være en stor fremgang, men disse tider er ikke normale, og derfor er det ikke så højt, som man kunne ønske sig. Generelt er stigningen i beskæftigelsesfremgangen aftaget noget, selvom beskæftigelsen stadig er 10,7 mio. fra niveauet i februar,« siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Der blev til sammenligning skabt knap 1,5 mio. nye job i august, mens tallet for juli lød på 1,7 mio. nye job uden for landbruget.

Jobrapporten er den sidste der offentliggøres, inden amerikanerne skal en tur i stemmeboksen i starten af november.

Dermed var jobrapporten også imødeset med stor spænding fra politisk side, da netop genopretningen af den amerikanske økonomi midt i coronakrisen kan blive et afgørende stridspunkt mellem de to kandidater.

»Jobrapporten er et signal om, at amerikansk økonomi langt fra er helet. Smittetallene i USA bliver ved med at være høje, og det er derfor svært at åbne yderligere op for økonomien. Desværre skal vi nok vente på en vaccine, bedre behandlinger eller hurtigere test, før amerikansk økonomi for alvor kan blive normal igen,« siger Mikael Olai Milhøj.

Sideløbende med jobrapporten er de officielle amerikanske arbejdsløshedstal for september også blevet offentliggjort.

De viser, at ledigheden i september faldt fra 8,4 pct. til 7,9 pct., hvilket var et nøk mere positivt end økonomerne, der havde forventet et fald til 8,2 pct.

På trods af at arbejdsløsheden stadig er skyhøj set fra et historisk perspektiv, er det dog lykkes amerikanerne at høvle lidt af ledigheden siden coronakrisen for alvor ramte den amerikanske økonomi tilbage i marts. Her gik ledigheden på kort tid fra et niveau under 4 pct. til 14,7 pct.

»Den fortsat høje ledighed vidner om, at der på trods af en bedring på det amerikanske arbejdsmarked er langt vej til de ledighedsrater på 3,5 procent, vi så før coronakrisen,« siger Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted tirsdag den 3. november.

BRANCHENYT
Læs også