Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Styrelse rejser krav om 59 millioner efter chauffør-kontrol

1200 personer skal undersøges for, om de har kørt som chauffør og fået overførselsindkomster på samme tid.

Foto: Skattestyrelsen

I april sidste år fik Skattestyrelsen adgang til hollandske myndigheders oplysninger om 4500 borgere i Danmark, der havde kørt som chauffør en "internetbaseret kørselstjeneste".

Mandag oplyser Skattestyrelsen, at den har gennemgået 2400 af chaufførernes oplysninger. Det har ført til krav om 59 millioner kroner.

Styrelsen sætter ikke navn på kørselstjenesten, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der tale om selskabet Uber.

De cirka 2400 chauffører er udvalgt baseret på "væsentlighed" og "risiko", og fordi de har den højeste indkomst af de 4500. 99 procent af de kontrollerede chauffører står til en ekstra skatteregning.

Efter kontrollen vil 1200 personers oplysninger derudover blive overdraget til de sociale myndigheder. Her skal det undersøges, om de pågældende personer har været på overførselsindkomst, samtidig med at de har tjent penge som chauffører for kørselstjenesten.

- Derudover er resultaterne af kontroller af cirka 450 personer så grove, at Skattestyrelsens Straffesagsenhed skal tage stilling til, om der for eksempel kan rejses krav om bøder, hvis chaufførerne har handlet groft uagtsomt, skriver Skattestyrelsen.

En kørselstjeneste fungerer ofte ved, at kunder sender ture i udbud, hvor de gerne vil køres fra a til b. Herefter kan et korps af chauffører, der er tilsluttet platformen, tage opgaven.

I Danmark er det mest kendte eksempel Uber, der siden har forladt landet igen på grund af lovkrav, selskabet ikke mente, at det kunne leve op til.

Oplysningerne er kommet gennem et EU-samarbejde, og af hensyn til det samarbejde vil styrelsen ikke sætte navn på kørselstjenesten.

BRANCHENYT
Læs også