Fortsæt til indhold

840.000 nytilmeldte ledige i USA i sidste uge

Det er noget højere end forventningerne, men stadig under 1 mio. for sjette uge i træk.

Økonomi

Antallet af nytilmeldte ledige i USA steg i sidste uge i forhold til ugen før.

I sidste uge meldte 840.000 amerikanere sig ledige, viser netop offentliggjorte tal fra U.S. Department of Labor.

Konsensusforventningerne lå noget lavere med et estimat på 820.000 nytilmeldte. Det er dog alligevel sjette uge i træk med under 1 mio. nytilmeldte på en uge.

Men antallet viser samtidig, at de stadig høje tal har bidt sig fast uge efter uge.

»Det er et enormt højt antal, der desværre bekræfter at arbejdsmarkedet i USA er blevet ramt af fornyet modvind. Status er nu, at det ugentlige antal ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse har ligget fastlåst på et niveau omkring 850.000 personer siden slutningen af august,« skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar til de seneste tal.

Dertil har der i den forgangne uge været 10.976.000 gentagne ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse.

»Den amerikanske økonomi står i en svær tid, og derfor er det også brandærgerligt, at Trump har udskudt forhandlingerne om en ny hjælpepakke, på 2.200 mia. dollars, til efter valget. Vi havde gerne set en hurtigere afklaring, da den amerikanske økonomi har behov for yderligere stimuli,« lyder det fra økonom Anders Christian Overvad fra Arbejdernes Landsbank.

Han mener, at den amerikanske økonomi har behov for at få bugt med den høje ledighed, der i øjeblikket ligger på 7,9 procent, hvor den inden krisen lå på 3,5 procent.

Den høje ledighed kan bremse den amerikanske genopretning, da privatforbruget står for næsten 70 procent af den amerikanske økonomi.

USA har nu haft 29 uger i træk med flere nyledige end under finanskrisen.

»Der er desværre ingen bedring på det amerikanske arbejdsmarked. Antallet af nyledige har stabiliseret sig på et meget højt niveau. Det er ikke rigtig lykkedes at få bremset tilstrømningen til ledighedskøen i USA. Genopretningen af amerikansk økonomi er i gang, men der er stadig rigtig mange virksomheder, der har brug for at afskedige medarbejdere,« siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Genopretningen af den amerikanske økonomi er vigtig for Danmark, da USA har overtaget rollen som Danmarks største eksportmarked.

Amerikanerne har over det seneste år købt danske varer og tjenester for 161 milliarder kroner, og dermed overgår USA nu Tyskland.