Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Antallet af nytilmeldte ledige i USA lavere end ventet

I uge 42 meldte 787.000 amerikanere sig ledige mod 898.000 ugen før.

Antallet af nytilmeldte ledige er fortsat på et højt niveau, og arbejdsløshed og skabelsen af nye job vil utvivlsomt blive en del af tv-debatten mellem Donald Trump og Joe Biden i aften amerikansk tid. Foto: AP/Paul Sancya
USA

Bølgen af nytilmeldte ledige fortsætter med at rulle ind over den amerikanske økonomi. I sidste uge søgte 787.000 amerikanere om understøttelse som følge af ledighed.

Det viser netop offentliggjorte tal fra US Department of Labor.

Forventningen lå på mellem 860.000 og 870.000, så tallet er noget lavere end frygtet. Det er samtidig ottende uge i træk med under 1 mio. nytilmeldte.

»Dagens tal overrasker positivt, men der er stadig en ledighedsstorm på det amerikanske arbejdsmarked. Det ugentligt antal tilmeldinger til arbejdsløshed er her godt et halvt år inde i coronakrisen fortsat større end selv de voldsomste tider under finanskrisen,« skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Men nok så vigtigt i forbindelse med tallene om den amerikanske ledighed er antallet af fortsat ledige. Også her er der positivt nyt.

»Her falder antallet også på ny og lyder nu på 8,4 mio. Tallene over fortsatte ledighedstilmeldinger dækker over forrige uge, mens nye ledighedstilmeldinger dækker sidste uge. Tallene skal også ses i sammenhæng med den særligt etablerede pandemiunderstøttelse, men også inklusiv denne særlige understøttelse bevæger ledigheden sig ned,« skriver Jeppe Juul Borre.

Hos Dansk Erhverv er man også positivt overrasket over antallet af nytilmeldte ledige, men frygter at der stadig kan komme en opblussen i tallene.

»Det er en lille positiv overraskelse, der viser at den stigende smitte i en række stater endnu ikke for alvor har ramt arbejdsmarkedet i USA. Det kan dog sagtens vise sig, at være en stakket frist. Smitten stiger i øjeblikket hastigt i en række stater og har allerede medført nye restriktioner,« lyder det fra cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

Han henviser også til, at tallet fortsat er meget højt.

»Selv om ledigheden i USA fortsat falder, så er hastigheden langt fra imponerende. Dertil er ledighedsniveauet fortsat faretruende højt. Til sammenligning søgte 665.000 amerikanere om arbejdsløshedsunderstøttelse, da finanskrisen var på sit højeste i foråret 2009,« siger Tore Stramer.

Han frygter, at der er en betydelig risiko for at den stigende smitte vil føre til en fornyet stigning i ledigheden over de kommende måneder. Det vil potentielt kunne give voldsomme rystelser igennem den amerikanske økonomi.

»Stiger ledigheden vil det så sikkert som amen i kirken ramme det vigtige amerikanske privatforbrug. Det kan få endog meget store konsekvenser for væksten i USA, da privatforbruget udgør hele 70 pct. af BNP,« siger Tore Stramer.

BRANCHENYT
Læs også