Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Den amerikanske økonomi er ved at genfinde momentum inden præsidentvalget

Den amerikanske økonomi voksede på årsbasis med 33,1 pct. i tredje kvartal, viser nye tal. Til sammenligning faldt den med 31 pct. i andet kvartal.

Arkivfoto: AP/Mark Lennihan

Den amerikanske økonomi er for alvor ved at komme op i omdrejninger igen på trods af coronakrisen.

Nye tal for for det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) viser, at USA’s økonomi på årsbasis voksede med 33,1 pct. i tredje kvartal, hvilket var et nøk over analytikernes forventninger, der lød på en vækst på 32 pct.

Med til historien hører det, at den amerikanske økonomi skrumpede med 31 pct. i andet kvartal.

Amerikanerne opgør deres BNP-tal annualiseret, hvilket vil sige, at de måler væksten på årsbasis. Det står i skarp kontrast til Danmark og de øvrige europæiske lande, der måler BNP-tallene i forhold til kvartalet før.

Opgør man det amerikanske BNP-tal kvartalsmæssigt, svarer det til en vækst på 7,4 pct. i forhold til andet kvartal, påpeger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar til tallene.

»En vækst på 7,4 pct. er i et historisk perspektiv en voldsom vækst – faktisk den højeste på den her side af Anden Verdenskrig,« siger han.

»Det kommer dog på en helt ekstraordinær baggrund, da faldet i økonomisk aktivitet i foråret var drevet af restriktioner og ændret menneskelig adfærd på grund af bekymringen for at blive smittet med corona. Den højere økonomiske aktivitet i tredje kvartal var drevet af både flere investeringer og øget privatforbrug,« tilføjer Mikael Olai Milhøj.

Tallene er ikke endegyldige, men er det første estimat på BNP-udviklingen. BNP-tallene kommer få dage før amerikanerne skal afgøre, om republikanernes Donald Trump skal have fire år til på posten, eller om demokraternes Joe Biden skal erobre nøglerne til Det Hvide Hus.

Og netop den høje vækst vil Donald Trump forsøge at udnytte til sin fordel, påpeger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i en kommentar.

»Dagens tal giver Donald Trump et herligt slagpunkt i valgkampens allersidste dage. Ved man ikke bedre, kunne man fristes til at tro, at hans håndtering af situationen har drevet bedringen. Vi mener snarere, at Trumps håndtering har forværret USA’s situation – både ved at bidrage til usikkerhed og ved ikke at sikre tilstrækkelig støtte til økonomien,« siger han.

Selv om Donald Trump med stor sandsynlighed vil bruge den økonomiske vækst som et trumfkort i valgkampens sidste dage, er billedet af den amerikanske økonomi langt mere nuanceret, end de seneste BNP-tal giver udtryk for.

For på trods af de høje væksttal har coronakrisen, der med stigende smittetal i USA langt fra er forbi, efterladt den amerikanske økonomi med sår, der ikke ser ud til at hele foreløbig.

Blandt andet befinder økonomien sig stadig på et lavere niveau end sammenlignet med før coronakrisen.

Sammenligner man dagens BNP-tal med tallene fra fjerde kvartal 2019, er den amerikanske økonomi faktisk 3,5 pct. lavere. Samtidig var beskæftigelsen i september knap 11 millioner lavere end i februar.

»Ser vi ind i fjerde kvartal, så er udsigterne desværre dystre. Smitten er stærkt stigende og har bremset genopretningen på arbejdsmarkedet mærkbart. Der er en betydelig risiko for, at den stigende smitte rammer det vigtige amerikanske forbrug og sender økonomien tilbage i bakgear hen over vinteren,« advarer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til tallene.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted tirsdag den 3. november.

BRANCHENYT
Læs også