Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Så meget er en effektiv coronavaccine værd: Mindst 113.400 mia. kr.

Finans Fakta: En effektiv kur mod covid-19 er værd mellem 5 pct. og 15 pct. af den totale formue i verden, vurderer økonomer på bl.a. New York University i et nyt notat.

Corona rammer verden
I løbet af den seneste uge er der kommet to bud på effektive vacciner mod covid-19, hvilket giver håb om en vending i den økonomiske udvikling. Foto: Luca Bruno/AP

Økonomer fra bl.a. New York University Stern forsøger i et nyt papir at beregne værdien for samfundet af en effektiv kur mod covid-19.

Det kan ifølge økonomerne bl.a. give politikerne et fingerpeg om, hvor mange penge de skal være villige til at smide i udviklingen af vacciner fremover.

De bruger en model, der beskriver hvordan forbrugere og virksomheder ændrer adfærd under en pandemi, til at beregne de økonomiske omkostninger forbundet med pandemien – og dermed også ved at forlade den igen.

Derefter tester de deres forudsigelser i aktiemarkedet ved at se på, hvordan finansmarkederne reagerer på nyheder om de små 200 coronavacciner, som ifølge WHO er på vej.

F.eks. steg markederne i USA med omtrent 1 billion dollars (omtrent 6.300 mia. kr.) de tre første dage efter Pfizer og Biontech den 9. november overraskede investorerne med positive nyheder om deres vaccine.

Flyselskaber, operatører af krydstogtskibe og hotelkæder steg mellem 10 pct. og 20 pct.

Sammen med deres model viser disse bevægelser ifølge forskerne to ting.

Kan man forkorte udviklingstiden med et år, vil det »resultere i en stigning i aktiemarkedets afkast på mellem 4 pct. og 8 pct. på daglig basis,« skriver de.

For det andet svarer værdien af en kur mod covid-19 til mellem 5 pct. og 15 pct. »af den totale formue.« Det er ifølge forskerne stort set det samme som faldet i formuen, skulle antallet af beskæftigede falde med op mod 25 pct.

Den totale formue i verden i 2019 steg ifølge Credit Suisse til 360 billioner dollars (2.268.000 mia. kr.).

Værdien af en effektiv vaccine ligger dermed mellem 113.400 mia. kr. og 226.800 mia. kr., hvis man skal tro de fire økonomer.

BRANCHENYT
Læs også