Serier

OECD sænker sit skøn for verdensøkonomien

OECD nedjusterer sin vækstprognose for den globale økonomi i 2021 fra 5 pct. til 4,2 pct. i ny prognose. Til gengæld ser OECD mere optimistisk på 2020.

Corona rammer verden
Arkivfoto: AP/Michel Euler

Der kommer gang i verdensøkonomien næste år oven på coronakrisen – men farten bliver ikke lige så høj som ventet.

Det forudser industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD i en ny dugfrisk prognose, som er offentliggjort tirsdag.

Her nedjusterer OECD sit estimat for væksten i den globale økonomi i 2021 fra 5 pct., til 4,2 pct.

Årsagen til nedjusteringen skyldes den store usikkerhed, som coronakrisen fortsat har pakket verdensøkonomien ind i. Hvis vaccinerne bliver forsinket, eller hvis der opstår vanskeligheder med at kontrollere nye smitteudbrud, kan det nemlig forsinke genopretningen af den globale økonomi, frygter OECD.

Ifølge OECD skal vi næsten et år frem i tiden, før økonomien har genvundet det meste af det tabte.

»Den globale økonom vil genvinde momentum over de kommende to år. Vi forventer, at verdensøkonomien vil være tilbage på samme niveau som før krisen i slutningen af 2021,« skriver Laurence Boone, cheføkonom i OECD, i en kommentar til prognosen.

OECD forudser i prognosen, at den globale vækst i 2022 vil blive på 3,7 pct.

Til gengæld ser OECD mere optimistisk på 2020, der ellers har været et sandt annus horribilis for verdensøkonomien.

OECD skønner i den seneste prognose, at den globale økonomi i år vil skrumpe med 4,2 pct., hvilket er en mindre opjustering i forhold til den seneste prognose fra september, hvor vurderingen lå på et fald i verdens bruttonationalprodukt (BNP) på 4,5 pct.

Og sammenligner man med den forrige prognose, som OECD sendte på gaden i juni, er det tydeligt, at OECD har fået et mere optimistisk syn på året.

Dengang frygtede den økonomiske samarbejdsorganisation, at 2020 ville ende med en økonomisk mavepuster i form af et fald i verdensøkonomien på 7,6 pct., hvis coronavirussen ville ramme igen med en omfattende anden smittebølge.

»Opjusteringen fra OECD i 2020 er på mange måder et resultat af, at genopretningen af den globale økonomi er forløbet bedre end ventet. Derfor deler vi også optimismen med OECD. 2020 er et forfærdeligt år, men det er alligevel blevet bedre, end vi havde frygtet,« siger Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Blandt de enkelte lande hersker der dog stor forskel på, hvor hårdt coronakrisen rammer. OECD forventer, at Kina vil komme ud af 2020 med en positiv vækst på 1,8 pct. på trods af krisen, mens Storbritannien i år må indkassere et fald i bruttonationalproduktet på 11,2 pct.

Den amerikanske økonomi vil skrumpe med 3,7 pct. i år, mens eurozonens samlede økonomi vil falde med 7,5 pct.

For Danmarks vedkommende forventer OECD, at det danske bruttonationalprodukt vil falde med 3,9 pct. i år, mens økonomien omvendt vil stige med 1,8 pct. næste år og 2,5 pct. i 2022.

»Genopretningen bliver gradvis, og vi skal hen til slutningen af 2022, før Danmarks BNP igen er tilbage på niveauet fra før coronakrisen ramte. Selv om vaccinerne er på vej, så vil væksten i dansk økonomi altså kun langsomt komme op i fart igen. Særligt oplevelsesindustrien, der er meget afhængig af udenlandske turister, vil kun meget langsomt vende tilbage,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også