Finansieringsbehov nedjusteres for 2020
Finansministeriets skøn for statens nettofinansieringsbehov i 2020 bliver nedjusteret med 51 mia. kr.
Finansministeriets skøn for statens nettofinansieringsbehov i 2020 bliver nedjusteret med 51 mia. kr. til 197 mia. kr. Omvendt opjusteres skønnet for nettofinansieringsbehovet i 2021 med 84 mia. kr. til 12 mia. kr.
Det fremgår af tal fra Økonomisk Redegørelse, skriver Ritzau.
- Ændringerne kan blandt andet tilskrives opdaterede skøn for virksomhedernes anvendelse af mulighederne for at udskyde deres skattebetalinger fra 2020 til 2021, samt udbetalingen af de to sidste ugers feriepenge i 2021, fremgår det af en meddelelse fra Finansministeriet.
Nettofinansieringsbehovet afspejler forskellen mellem de faktiske indbetalinger af blandt andet skatter og afgifter, som staten modtager, og de konkrete udbetalinger af lønninger, indkomstoverførsler, tilskud med videre, som staten foretager i løbet af et givet år.
Statens samlede finansieringsbehov skønnes i Økonomisk Redegørelse til cirka 329 mia. kr. i 2020 og til 247 mia. kr. i 2021. Her er der tale om henholdsvis en nedjustering på 45 mia. kr. for 2020 og en opjustering på tilsvarende beløb for 2021 i forhold til seneste vurdering.
Finansieringsbehovet dækkes gennem låntagning eller ved træk på statens konto hos Danmarks Nationalbank.
Økonomisk Redegørelse for december 2020 offentliggøres 18. december. Af hensyn til de finansielle markeder offentliggøres enkelte nøgletal, som kan udgøre markedsfølsom information, forud for den samlede offentliggørelse.









