Fortsæt til indhold

Prisen for brændstof er på sit højeste siden Danmarks første corona-nedlukning

Coronakrisen har sendt prisen for benzin og diesel helt i bund. Nu er priserne tilbage på toppen.

Det er blevet dyrere at tanke bilen.
Økonomi

Danskerne må igen til lommerne, når der skal tankes brændstof til bilen.

Prisen for benzin og diesel er i denne uge nemlig på sit højeste, siden coronakrisen ramte Danmark i marts sidste år og sendte prisen for brændstof helt i bund.

Det betød, at danskerne i lange perioder i foråret kunne tanke benzin for omkring 10 kr. pr. liter og diesel for omkring 9 kr. literen.

Tirsdag nåede listeprisen for benzin og diesel sit højeste niveau, siden statsminister Mette Frederiksen for første gang lukkede landet ned den 11. marts 2020, viser tal Circle K har trukket for Finans.

Det resulterede i, at listeprisen for benzin lød på 11,99 kr. inkl. moms mod 9,79 kr. inkl moms i slutningen af april.

Listeprisen for diesel nåede tirsdag 10,59 kr. inkl. moms.

»Da coronaen ramte i marts, gik det internationale oliemarked stort set i stå. Det gav et kæmpe udbud og en meget lille efterspørgsel, og det betød faldende priser. Siden sommeren 2020 har udbuddet justeret sig til at passe til efterspørgslen. Den seneste udvikling skyldes givetvis en kombination af produktionsnedskæringer hos Opec (organisation af olieeksporterende lande red.) og en overordnet øget optimisme omkring efterspørgslen – en optimisme der er drevet af udrulningen af covid-19-vacciner samt udsigten til økonomiske hjælpepakker verden over,« siger David Vissinger, seniormanager for prisfastsættelse hos Circle K.

Selskabets vejledende pumpepris for både diesel og benzin har i hele perioden været 120 øre under listeprisen.

Prisen for en tønde nordsøolie er de seneste måneder også stukket af.

Tirsdag morgen kostede en tønde nordsøolie således 61,2 dollars, hvilket er den højeste pris i 13 måneder og en stigning på mere end 50 pct. i løbet af de seneste måneder.

Selvom den internationale oliepris stiger, så mener David Vissinger ikke, at de danske forbrugere skal ikke frygte, at brændstofpriserne herhjemme skyder yderligere i vejret.

»Grundet de danske afgifter på brændstof udgør selve produktprisen kun cirka en fjerdedel af prisen ved pumpen, og derfor vil effekten i forhold til de danske forbrugere sandsynligvis være væsentligt mindre set i forhold til stigningen i olieprisen,« siger han.

Listeprisen for benzin og diesel er udregnet på baggrund af dollarkursen og prisen på brændstoffet på det internationale oliemarked.

Pumpeprisen er den pris, som vises på tankstationens stander.

Artiklens emner
Benzinprisen
Circle K