Økonomi

Ny milepæl: Nu handler EU mere med Kina end USA

Øget handel med Kina kan give de europæiske lande et dilemma.

Der er sket en opsigtsvækkende ændring i magtforholdet i verdenshandlen. AP-foto

Kina giver nu for alvor USA baghjul som handelspartner.

For første gang har EU- landene som helhed handlet mere med Kina end med USA, oplyser finansmediet CNBC.

Det viser nye tal fra EUs statistikkontor, Eurostat, der har gjort status over 2020.

Eksporten fra Europa til Kina steg med 2,2 pct. sidste år. Til gengæld importerede vi 5,6 pct. mere. Til sammenligning faldt eksporten til USA med 8,2 pct., og importen faldt hele 13,2 pct.

Kina og Asien er simpelthen kommet bedst ud af krisen, forklarer økonom i den tyske storbank ING Germany, Carsten Brzeski, til CNBC.

Den økonomiske fremgang i Kina skyldes i høj grad, at landet har håndteret coronakrisen meget håndfast og undgået de mange nedlukninger, der har belastet økonomien både i USA og i Europa.

Rent faktisk er kinesisk økonomi tæt på at være i lige så store omdrejninger, som før coronakrisen ramte hele verden sidste år. Kina ventes at opleve den næststørste vækst nogensinde i år.

Den øgede handel med Kina kan give de europæiske lande et grimt dilemma.

»Europa bliver nødt til at foretage nogle hårde valg og beslutte, om man vil fokusere på at handle med Kina eller at hjælpe USA på den teknologiske front,« siger Carsten Brzeski til CNBC.

Ikke mindst slagsmålene mellem de vestlige lande og Kina om 5G-nettet kan ændre billedet.

Der er da heller ikke nogen udtalt villighed til at styrke de økonomiske bånd til Kina i Europa. Dog blev man enige om en ny aftale i december sidste år, der gør det lettere for europæiske virksomheder at være til stede i Kina.

Kineserne må ikke blokere for nye virksomheder eller diskriminere dem i forhold til egne virksomheder.

Aftalen er ikke formelt godkendt endnu i EU.

BRANCHENYT
Læs også