Økonomi

Ny analyse fra Home viser en øget milliardomsætning i byggebranchen trods coronakrisen

Boligmarkedet er blandt de største helte i dansk økonomi, viser en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden Home. Det sker i en tid, hvor coronakrisen ellers har bremset store dele af væksten.

Mange vælger at lave forbedringer for tusindvis af kroner, når de har fundet drømmeboligen. Foto: Jan Dagø

Når først danskerne har fundet drømmehuset og handlen er faldet på plads, er mange boligejere villige til at ofre yderligere hundredtusindvis af kroner på at istandsætte drømmeboligen.

I fjor steg boligsalget markant, og det kan mærkes i byggebranchen, viser en undersøgelse, som ejendomsmæglerkæden Home har lavet sammen med analysevirksomheden YouGov.

I undersøgelsen blev 2.000 danskere med tanker om nye boligplaner spurgt om, hvor mange penge de forventede at investere i forbedringer og renovering af deres nye bolig. Næsten en femtedel var villige til at bruge mellem 100.000 og 250.000 kr., og en tiendedel var villige til at bruge en halv million eller derover. I gennemsnit var danskerne villige til at bruge 225.000 kr. på istandsættelse.

»Det kan efter min mening slet ikke overvurderes, hvor vigtigt et sundt boligmarked er for det økonomiske klima i Danmark. Danskerne spenderer milliarder, når de køber bolig. Bolighandlen er en sand aktivitetsskaber for vores samfund – og i særdeleshed vigtig i denne tid, hvor mange andre brancher desværre er ramt af nedlukning,« siger adm. direktør i Home Uffe Drejer.

I 2020 blev der handlet 107.154 boliger i Danmark. Godt 96.000 af dem var villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, hvilket var 16.797 flere end i 2019, viser tal fra Boligsiden. Det stigende boligsalg har medført en øget omsætning i byggebranchen på omkring 3,7 mia. kr., viser Homes beregning.

Generelt er der blevet brugt flere penge på boligen under corona. Sammenlignet med 2019 blev der i 2020 brugt 26 pct. mere i gør-det-selv forretninger og byggemarkeder samt 61 pct. mere i malerforretninger. Det oplyser privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

»Fremgangen på boligmarkedet har været afgørende for, at danskerne har været trygge ved deres privatøkonomi under coronakrisen. Hjemmet er typisk langt den største formue hos boligejerne, og fordi danskerne har haft rigtigt meget tid derhjemme, har det givet tid og lyst til at sætte ting i stand i hjemmet og skabe de rigtige rammer for vores tid,« siger Aggerstrøm Hansen.

Boligsalget er steget med 77 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Alene i sidste uge blev der solgt 2.800 boliger. Det svarer til, at der sælges 17 boliger i timen, viser tal fra Boligsiden.

BRANCHENYT
Læs også