Serier
BREAKING

Mange vacciner og få smittede har ikke været nok til genåbninger af økommuner

Flere små økommuner har høje vaccinerater og lave smittetal til fælles, men det er ikke kommet dem til gode i genåbningen. Det skuffer borgmestre, men en særlig dato kan blive et vendepunkt.

Corona rammer verden
Set over hele epidemien har Samsø haft 86 smittede ud af ca. 4.000 øboere. Arkivfoto: Tobias Nicolai

Frisørerne langs Langgade på Samsø må fortsat holde lukket på mandag, ligesom 9. klasseeleverne stadig skal blive hjemme fra skole.

Der har ellers ikke været nogen smittede på øen siden 8. januar.

I samme tidsrum er kommunen desuden sprunget op på en klar førsteplads over uddelte vacciner. 13 pct. af øens ca. 3.700 beboere har således fået mindst én vaccinedose - og faktisk har 11 pct. nu fået begge doser.

Jeg er ikke sikker på, at læsøboerne forstår det helt med det smitteniveau, vi har og har haft hele perioden.

Karsten Nielsen (DF), borgmester for Læsø Kommune.

Derfor havde øens borgmester da også håbet på en lidt anderledes nyhed, da regeringen onsdag meddelte, hvilke genåbninger, der kommer på tale hvorhenne i landet. For Samsø landede på nederste trin af åbningen sammen med blandt andet København og Aarhus.

»Jeg havde gerne set, at vi havde fået de samme friheder som Nord- og Vestjylland. Men det er nu heller ikke en gavebod der. Det eneste, de egentlig får mere er afgangselever, der kan komme i skole hver anden uge. Så der er ikke kæmpe forskel. Men det er et generelt problem, at vi kommer i pulje med Østjylland, fordi der bliver set på tingene regionalt,« siger borgmester Marcel Meijer (S).

Giver det mening, at I ikke må åbne mere?

»Der er rigtigt mange ting i hele den her situation, der ikke giver mening. Der er mange i det her, som spørger ”hvorfor ikke os.” Men det kommer nok tilbage til forklaringen om, at der er én pulje, og der ikke er plads til alle på en gang.«

Da statsminister Mette Frederiksen afholdt pressemøde onsdag aften kommenterede både hun og andre af deltagerne også den debat, der netop hersker om logikken i de tilbageværende restriktioner. Her lød forklaringen netop - som Marcel Meijer også henviser til - at man i sidste ende må tage et politisk valg, fordi ikke alt kan prioriteres.

»Om vi rammer den rigtige balance, det er svært at sige. Men det er det, vi prøver,« udtalte Mette Frederiksen blandt andet.

»Det er umuligt for os at lave mikroberegninger på alle scenarier, og derfor er der blevet trukket nogle linjer«, lød det også fra Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut.

Der er dog nogle beregninger, som myndighederne altså har valgt at regne på og politikerne at føre ud i livet. En af dem er en særlig ordning for Bornholm, der bliver omfattet af et testkrav for alle, der kommer til øen - og til gengæld kan åbne for alle skoleklassers fremmøde, frisørsalonerne og de andre liberale erhverv og lidt til.

Trods de nærliggende sammenligninger med Bornholm er Marcel Meijer ikke sikker på, at man kan strække logikken så langt som at importere den bornholmske model i hans kommune:

»Situationen på Bornholm er alligevel væsentligt anderledes. Vi har væsentligt mere trafik frem og tilbage til f.eks. tandlæge, familiebesøg og så videre. Der er Bornholm lidt mere isoleret og et lidt større samfund. Så det ville være anderledes for os, og det ville give nogle praktiske problemer med test så tit. Så jeg vil ikke sige lige nu og her, at det ville være lykken for samsingerne. Hvis vi fik det tilbudt, ville jeg overveje det nøje og vende det med kommunalbestyrelsen.«

Lidt længere nordpå i Kattegat finder man Læsø, der i vid udstrækning står i samme situation som Samsø: Her har der været tre smittetilfælde siden nytår, og vaccineprocenten er nået over 11. Der er dog den forskel, at Læsø er kommet med under den nordjyske del af genåbningen.

På samme vis, som Marcel Meijer drømmer om nordjyske fordele, drømmer Læsøs borgmester Karsten Nielsen (DF) dog også om mere, end hvad der blev givet onsdag.

»Vi er nok lidt skuffede herovre. Vi har lidt specielle forhold, fordi vi ikke er flere, og vi har en skole, som egentlig er bygget til 550 elever, men kun har 150. Så vi har i hele perioden sagt, at vi også med smitteniveauet taget i betragtning kunne have alle årgange i skole og leve op til afstandskrav. Jeg er også skuffet over, at massørerne og frisørerne ikke får lov at åbne,« siger Karsten Nielsen og fortsætter:

»Jeg er selvfølgelig glad på Bornholms vegne, men jeg mener, at de skulle have prøvet de ting med én i øst og én i vest. Altså her,« siger borgmesteren, som dog til dels kan forstå valget af Bornholm med dens 40.000 indbyggere kontra Læsøs 1.800.

»Men jeg er ikke sikker på, at læsøboerne forstår det helt med det smitteniveau, vi har og har haft hele perioden. Der har jo ikke været noget. Så jeg tror, at de er skuffede.«

Selvom man altså både på Læsø og Samsø havde drømt om mere, inden onsdagens realiteter meldte sig, så lyttede de dog længe nok med på begge pressemøder til at høre en bestemt dato blive nævnt: 15. marts.

Den dato er nu den næste deadline for evt. yderligere genåbning. Og de genåbninger kan igen blive udformet i forhold til lokale forhold og smitteudvikling.

Hvis man kigger i bunden af den genåbningsaftale, som regeringen lavede i fællesskab med SF, Radikale og Enhedslisten onsdag, er der også årsag til en vis optimisme hos Marcel Meijer og Karsten Nielsen.

»Yderligere åbning af mindre øer overvejes tilsvarende,« står der således i en sætning hæftet på et afsnit om mulige ekstra efterskole-genåbninger.

Socialdemokraten Marcel Meijer er indstillet på at vente til der. For som han siger, følger der også en masse arbejde med nye bekendtgørelser med hver genåbning, så »jeg tror, at folk skal have pusten igen nu.«

Hans borgmesterkollega fra Dansk Folkeparti er dog nok en smule mere utålmodig:

»Jeg går ud fra, at blå blok stadig vil presse på - at de holder fast i i det mindste at få en snak om det. Men jeg har hele sagt, at det er sundhedsmyndighederne, som må have den største stemme i det.«

Jyllands-Posten forsøgte fredag at få en kommentar fra Sundhedsministeriet til forholdet mellem økommunernes smitte- og vaccinetal og genåbningen. Det var ikke muligt.

BRANCHENYT
Læs også