Danske Bank: Genåbning af fysiske butikker mindsker onlinesalg
Kunderne er i stor stil begyndt at strømme til tøj- og skobutikker igen, efter at de fik lov til at genåbne sidste mandag.
Det er sket i en sådan grad, at onlinesalget, der ellers har levet højt på nedlukningerne, er faldet, skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkomom i Danske Bank, i en kommentar.
- Onlinesalget udgør dog fortsat en væsentlig større andel af vores forbrug end før corona, men den er allerede faldet til decemberniveauet – før landet senest lukkede ned – i sidste uge, lyder det.
Den tiltrængte tilstrømning af kunder i de fysiske butikker kan blandt andet aflæses i tallene for MobilePay- og kortforbruget, der viser den generelle udvikling i Danmark til og med sidste uge. Her steg det samlede MobilePay- og kortforbrug til et niveau, der endte med at ligge 31 pct. over normalen, fremgår det af kommentaren.
Udviklingen skal ses i lyset af, at niveauet lå 10 pct. under normalen i ugen før, lyder det.
- Den voldsomme stigning skyldes alene udviklingen i de fysiske butikker, hvor salget blev mere end tredoblet og steg fra at være 66 procent under normalen til at være 7 procent over, skriver hun.
- En imponerende første uge, taget i betragtning af at store forretninger og indkøbscentre fortsat er lukkede, og at der er væsentlige restriktioner på antallet af kunder.
Det var især tøjbutikkerne, der kunne glæde sig over at se kunderne finde vej til butikkerne. I sidste uge steg tøjsalget til et niveau, der lå 16 pct. over normalen, fremgår det af kommentaren.
Derudover nævnes også skoforretningerne og gør-det-selv-butikker, blandt dem der oplevede stærkt salg.


