Nationalbanken sætter minusrenter på alle bankindskud for at begrænse renteudsving
Nationalbanken har foretaget en teknisk tilpasning af de pengepolitiske instrumenter for at reducere udsvingene i de danske markedsrenter.
Tilpasningen betyder, at foliorenten, der er den rentesats, de danske bankers indlån og udlån forrentes med hos Nationalbanken, per 19. marts sænkes til minus 0,5 pct. fra 0,0 pct.
Samtidig fjernes loftet over indskud på foliokonti.
Det meddeler Nationalbanken torsdag eftermiddag.
Nationalbanken vil opkræve minusrenter på alle bankernes indskud i Danmarks centralbank for at sikre, at bankens pengepolitiske tiltag virker hurtigere og mere effektivt, lyder meldingen.
“For at opnå en bedre styring af kronekursen justeres de pengepolitiske instrumenter. Nationalbanken får en entydig indlånsrente, da foliorenten og indskudsbevisrenten sættes lig hinanden. Ekstraordinære 1 uges-udlån afskaffes, så der fremover er en entydig pengepolitisk udlånsrente,” skriver banken i sin analyse.
Det betyder, at renten på bankernes foliokonti, hvor bankerne indtil i dag har kunnet indsætte lidt mere end 30 mia. kr. til nulrente, nu lander på samme niveau som indskudsbevisrenten.
Yderligere hæver Nationalbanken renten på indskudsbeviser til minus 0,5 pct. fra minus 0,6 pct., mens udlånsrenten sænkes til minus 0,35 pct. fra plus 0,05 pct., fremgår det af meddelelsen.
"Ændringen af foliorenten betyder, at banksektorens indestående i Nationalbanken ikke længere friholdes delvist for negative renter. Omvendt sættes renten på hovedparten af indeståendet i Nationalbanken op fra -0,60 pct. p.a. til -0,50 pct. p.a. Tilpasningerne giver samlet set ikke anledning til en væsentlig ændring i renteomkostningen for banksektoren," lyder meldingen fra Nationalbanken.


