Fortsæt til indhold

Banker slipper billigere, når de køber indskudsbeviser i Nationalbanken

Bankers brug af negative renter er i årevis blevet forklaret med, at Nationalbanken kræver negative renter ved bankers køb af indskudsbeviser. Nu sænkes renten på de særlige beviser.

Økonomi

Kunder, som er ramt af bankers negative rentehammer, står til at slippe billigere.

Det kan i hvert fald være den direkte konsekvens af, at Nationalbanken netop har meddelt, at landets banker fra næste uge slipper billigere, når de sætter penge i Nationalbanken.

I dag betaler bankerne 0,60 pct. i rente, når de parkerer penge i Nationalbanken gennem køb af såkaldte indskudsbeviser.

Næste uge hæver Nationalbanken imidlertid renten til -0,50 pct. som led i »en teknisk tilpasning af de pengepolitiske instrumenter«, lyder det i en pressemeddelelse.

Netop den negative rente på indskudsbeviserne har de seneste fem år været hovedargumentet, når landets godt 60 pengeinstitutter er gået ud med meldingen om, at det er nødvendigt at kræve betaling for at passe på både virksomheder og privatkunders penge.

I 2016 blev de første virksomheder ramt af krav om betaling for at have penge stående i banken, og siden har brugen af negative renter grebet om sig.

I en opgørelse fra oktober skønner Nationalbanken, at private bankkunder i dag typisk betales negative renter af indlån, hvis de har mere end 100.000-250.000 kr. stående i banken.

I de fleste banker er renten sat til netop -0,60 pct. – det samme som bankerne siden marts 2020 har betalt til Nationalbanken, når de køber indskudsbeviser.

Det er i det lys, at den nye melding fra Nationalbanken kan efterlade bankerne med et forklaringsproblem overfor kunderne, hvis de ikke følger renteændringen.

På papiret syner en ændring fra -0,60 pct. til – 0,50 pct. ikke af alverden. I notatet fra oktober peger Nationalbanken imidlertid på, at private indlån på mere end 270 mia. kr. allerede er eller står til at blive ramt af negative renter.

Med en negativ rente på 0,6 pct. betyder det en samlet årlig renteregning til bankkunderne på 1.620 mio. kr. Ændres den negative rente til 0,5 pct., dykker renteregningen til 1.350 mio. kr. – en forskel på 270 mio. kr.

Det er dog et åbent spørgsmål, om bankerne uden videre følger trop.

Samtidig med ændringen af renten på indskudsbeviserne, ændrer Nationalbanken på flere andre rentesatser, som indgår i bankernes samlede udgift ved at parkere og hente penge i statsbanken.

»Tilpasningerne giver samlet set ikke anledning til en væsentlig ændring i renteomkostningen for banksektoren,« skriver Nationalbanken.

Nationalbanken oplyser, at man ændrer på rentesatsen på bl.a. indskudsbeviser med virkning fra den 19. marts.

Artiklens emner
Nationalbanken