Økonomi

Centralbankernes enorme opkøb i markedet synger på sidste vers

Centralbankernes opkøb i obligationsmarkederne, hvoraf en stor del ender i aktiemarkedet, vil ifølge UBS falde med omtrent 75 pct. omkring midten af 2022.

Der kan blive bølgegang på finansmarkederne, når centralbankerne skærer ned på deres støtteopkøb. Foto: Finn Frandsen

Den Europæiske Centralbank (ECB) sagde torsdag, at man vil sætte farten på sine pandemirelaterede obligationsopkøb op for at tvinge renterne ned.

Men det er ifølge storbanken UBS et af de sidste skridt mod en mere lempelig pengepolitik, vi kommer til at se under denne pandemi.

Indenfor de næste 12 måneder vil hele fem betydende centralbanker nemlig begynde at trappe ned på deres opkøbsprogrammer, vurderer banken. Det vil ifølge UBS sende opkøbene ned med omtrent 75 pct. hen midten af 2022.

»Centralbanker vil ikke smide benzin på bålet i obligationsmarkederne lige nu. De vil gerne se flere kvartaler med sund vækst, og at der er styr på virus, før de begynder at trække støtten væk. Men hvis vores prognose er korrekt, så vil deres kvartalsvise køb falde fra 1 billion dollar (omtrent 6.200 mia. kr.) i dette kvartal til 700 mia. dollar i fjerde kvartal til kun 230 mia. dollar hen mod midten af 2022,« skriver bl.a. Michael Cloherty, strateg hos UBS.

Faldet i opkøb kan føre til stigende renter, som bl.a. kan ramme aktiemarkederne. Men på det tidspunkt har bankerne ikke noget valg, fordi økonomierne vil være i bedring, vurderer UBS.

De seneste ugers stigende renter har bl.a. ført til faldende på mange vækstaktier – deriblandt de store teknologiselskaber og grønne vækstaktier som Vestas og Ørsted.

Siden nytår er den effektive rente på 10-årige renter i Tyskland steget med cirka et kvart procentpoint, og renter på obligationer med lange løbetider – som mange boligobligationer herhjemme - er generelt tilbage på niveauerne fra før coronakrisen.

ECB’s udmelding torsdag var ifølge Danske Bank da også et forsøg på at stoppe rentestigningerne i eurozonen, som ifølge banken truer med at kvase områdets skrøbelige opsving.

Udmeldingen fik straks renterne til at falde.

De kommende måneder forventer UBS da også at centralbankerne vil gøre meget for at lyde så bløde som muligt, så ikke markederne bliver endnu mere skræmte.

Den australske centralbank afslutter dog allerede i august sit opkøbsprogram – som er løbet op i 200 mia. dollar - og UBS forventer ikke, at banken vil forlænge det.

I september mener UBS, at amerikanske Federal Reserve vil annoncere en reduktion i sit opkøbsprogram på 10 mia. dollar om måneden allerede i oktober.

Samme måned vil Bank of Canada også annoncere en nedtrapning af sit opkøbsprogram og det samme vil Bank of England mod årets afslutning.

I marts næste venter UBS, at ECB vil lægge sit pandemiopkøbsprogram, PEPP, – som ventes at løbe op i omtrent 4.400 mia. kr. i år – i graven.

Læs også