Fortsæt til indhold

Danskerne arbejdede 25 millioner timer mindre i 2020

Danskernes arbejdstid faldt med 25 mio. timer sidste år. Det er det største fald, der er målt siden 1995.

Danskernes samlede præsterede arbejdstid faldt med 25 mio. timer sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Arkivfoto: Jonas Olufson.
Økonomi

Danskernes samlede arbejdstid tog et historisk styrtdyk sidste år.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der mandag har offentliggjort tal fra det såkaldte arbejdstidsregnskab, der er en samlet opgørelse over danskernes arbejdstid målt i timer.

Samlet faldt danskernes præsterede arbejdstid i 2020 med 25 mio. timer, hvilket svarer til et fald på 2,6 pct.

»Det er det suverænt største fald, der er registreret i statikkens levetid siden 1995. Det viser med al tydelighed, at coronakrisen sendte arbejdsmarkedet til tælling i 2020,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til tallene.

Dykker man dybere ned i tallene, tegner der sig dog et billede af et arbejdsmarked, der gennem 2020 var gennem en sand rutsjetur med skiftevis store fald og voldsomme stigninger i arbejdstiden.

»Epidemien ramte arbejdsmarkedet benhårdt i foråret, hvor beskæftigelsen faldt med knap 80.000 personer, og en kvart million danskere blev sendt hjem med lønkompensation. Det sendte i andet kvartal arbejdstiden ned med historiske 53,5 mio. timer,« siger Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar.

Samlet faldt arbejdstiden med 66 mio. timer i første og andet kvartal sidste år.

Da Danmark begyndte at genåbne samfundet hen over sommeren, blev der til gengæld skruet gevaldigt op for arbejdstimerne. I tredje kvartal steg arbejdstiden med knap 50 mio. timer.

Fremgangen har dog mistet pusten. Ifølge de nye tal fra Danmarks Statistik faldt den samlede arbejdstid et nøk fra tredje til fjerde kvartal.

Samlet arbejdede danskerne 968 mio. timer i årets sidste tre måneder, hvilket er et fald på 0,1 pct. i forhold til kvartalet før.

Statsminister Mette Frederiksen varslede i midten af december nye omfattende nedlukninger af samfundet, der er fortsat langt ind i 2021.

Ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer, vil effekterne af nedlukningen da også afspejle sig i tallene for årets første kvartal, når de bliver offentliggjort senere på året.

»Der er desværre meget der tyder på, at danskernes arbejdstid igen vil falde. Vi vurderer, at de skærpede restriktioner i starten af året har berørt ca. 185.000 job. Som tingene ser ud nu, vil nedgangen i arbejdstiden dog langt fra blive lige så massiv som under forårets store nedlukning,« siger han.

Artiklens emner
Dansk økonomi
Danmarks Statistik