Fortsæt til indhold

De rige G7-lande giver grønt lys til at afsætte enormt milliardbeløb til økonomisk sårbare lande

Finansministrene fra USA, Storbritannien, Canada, Tyskland, Frankrig, Italien og Japan støtter op om at øge den økonomiske hjælp til sårbare lande med flere hundrede milliarder dollars.

USA's finansminister Janet Yellen kommer til at spille en stor rolle i, hvilket beløb der skal sættes til side for at hjælpe sårbare lande under coronakrisen. Foto: Washington Post/Jabin Botsford
Økonomi

Verdens syv største økonomier er blevet enige om at øge deres finansielle støtte til lav- og middelindkomstlande, som er hårdt ramt af coronakrisen, med adskillige billioner igennem Den Internationale Valutafond (IMF).

Det skriver flere internationale medier.

Storbritannien, som i år besidder formandskabet i G7, offentliggjorde fredag, at landenes finansministre var nået til enighed om at støtte en forøgelse af særlige trækningsrettigheder (SDR) – IMF’s interne valuta.

Simpelt sagt giver det mulighed for, at økonomisk sårbare lande kan få adgang til at låne flere penge gennem IMF.

»Dagens milepælsaftale mellem G7 baner vejen for afgørende og samordnet handling til støtte for verdens lavindkomstlande og sikrer, at intet land lades i stikken i den globale økonomiske genopretning fra coronavirus,« udtalte Storbritanniens finansminister Rishi Sunak fredag.

Før beløbet og aftalen underskrives med blæk, skal den økonomiske støtte først diskuteres i det politiske system i USA og til sidst godkendes af G20-medlemmerne - evt. under et kommende forårsmøde i slutningen af april.

Det er derfor endnu uvist, hvad IMF’s økonomiske reserve øges til, men den menes at kunne nå størrelsesordenen 500 mia. dollars, hvilket svarer til 3.100 mia. kr. Sidste år pressede IMF på for at få gennemtrumfet samme beløb, men mødte modstand fra USA’s fhv. præsident Donald Trump.

Sidste gang IMF øgede mængden af de særlige trækningsrettigheder var tilbage i 2009, efter finanskrisen gjorde sit indtog. Under coronakrisen har over 100 lande været i kontakt med IMF om at modtage økonomisk hjælp.

IMF har kun fire gange tidligere foretaget en forøgelse i mængden af de særlige trækningsrettigheder: I 1970-72; 1979-1981; og i 2009. I dag er der afsat 293 mia. dollars til reserven af de særlige trækningsrettigheder.

Kreditvurderingsbureauet Fitch vurderer ifølge det tyske medie Deutsche Welle, at en forøgelse af de særlige trækningsrettigheder til 500 mia. dollars vil svare til et årligt økonomisk output på omtrent 0,5 pct.

G7 er en mellemstatslig organisation bestående af verdens syv største udviklede økonomier. Medlemmerne tæller blandt andre Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan og USA.

Artiklens emner
Finanskrise
G7