Økonomi

Amerikansk jobrapport skuffer fælt

Der blev kun skabt 266.000 nye job i USA i april. Det er en kæmpe skuffelse i forhold til forventningen, der lød på 1 mio. nye job.

Arkivfoto: Melissa Kühn Hjerrild

Den amerikanske jobrapport for april blev en kæmpe fuser.

Jobrapporten, der er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid, viser, at beskæftigelsen uden for landbruget steg med 266.000 personer i april, og dermed rammer den helt ved siden af i forhold til forventningerne.

På forhånd havde økonomer og analytikere forventet, at der i april blev skabt omkring 1 mio. nye job uden for landbruget, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

»Det er brandærgerlige, skuffende og overraskende tal fra USA, hvor næsen var sat op efter en hel del mere. USA er stærkt på vej ud af coronakrisen, men dagens tal efterlader skuffelse og tvivl om den reelle hastighed,« siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Samtidig nedjusteres jobskabelsen i marts fra 916.000 til 770.000.

Sideløbende med jobrapporten har USA også offentliggjort nye tal for arbejdsløsheden.

De dugfriske tal viser, at arbejdsløsheden i april steg fra 6 pct. til 6,1 pct., hvilket også er til den skuffende side i forhold til forventningerne, der lød på et fald til 5,8 pct.

Arbejdsløsheden toppede i april sidste år med næsten 15 pct., men har de seneste 7 måneder ligget og svinget mellem 6 pct. og 7 pct.

»Beskæftigelsen er stadig 8,2 mio. lavere end i februar 2020, inden pandemien ramte, så i det her tempo vil det tage lang tid at lukke hullet på arbejdsmarkedet,« siger Mikael Olai Milhøj, chefanalytiker i Danske Bank.

»Vi forventer dog, at beskæftigelsen vil stige kraftigt de kommende måneder, fordi massevaccinationen fortsætter. Det betyder, at den økonomiske aktivitet kan vende tilbage til de serviceerhverv, der har været hårdest ramt. Det er f.eks. restauranter, caféer, barer og hoteller. Vi vurderer, at ledigheden kan være tilbage under 4 pct. i løbet af andet halvår i år,« fortsætter han.

BRANCHENYT
Læs også