Serier

Brandvarmt boligmarked: Risikoråd anbefaler indgreb over for afdragsfrihed

Det Systemiske Risikoråd anbefaler, at muligheden for afdragsfrihed bliver begrænset.

Det brandvarme boligmarked
Prisstigningerne på boligmarkedet har fået flere til at advare om udviklingen. Foto: Per Folkver

De danske boligejeres mulighed for at optage afdragsfrie boliglån skal begrænses. Sådan lyder det nu fra Det Systemiske Risikoråd, der henstiller til regeringen, at de danske boligejere ikke skal kunne optage afdragsfrie boliglån, hvis deres belåningsgrad ligger over 60 pct.

»Initiativets primære sigte er at gøre boligejerne mere robuste og derigennem også øge robustheden af banker og realkreditinstitutters balancer. Rådet vurderer, at det fremlagte tiltag adresserer systemiske risici på de segmenter af boligmarkedet, hvor der især er tegn på risikoopbygning,« lyder det i en pressemeddelelse fra Det Systemiske Risikoråd.

Udmeldingen kommer, efter at Det Systemiske Risikoråd i marts advarede om, at der var tegn på, at der fandt en såkaldt risikoopbygning sted på boligmarkedet. Og særligt i København.

I marts lød det, at rådet med stor sandsynlighed ville komme med en indstilling til regeringen om, at der skulle indføres ”nye tiltag, der kan begrænse risikoopbygningen på boligmarkedet”.

Det Systemiske Risikoråd gentager, at der er tegn på risikoopbygning på boligmarkedet, og man man i rådet drøftede flere forskellige tiltag. Bl.a. et højere udbetalings- og afdragskrav.

»Det er Rådets vurdering, at det fremlagte tiltag vil bidrage til, at de mest forgældede boligejere gradvist vil få opbygget en højere robusthed,« lyder det fra Det Systemiske Risikoråd.

Siden den seneste melding fra Det Systemiske Risikoråd er priserne fortsat i vejret. Den seneste opgørelse over prisstigningerne det seneste år stammer fra boligsiden.dk, og de viser, at priserne på huse det seneste år er steget med 15,7 pct., mens ejerlejligheder er steget med 17,9 pct., og priserne på sommerhuse er i samme periode banket i vejret med 26,4 pct.

»Boligpriserne stiger fortsat i et højt tempo. Udlånsvæksten er stadig moderat, men det skal ses i lyset af, at gælden allerede er på et højt niveau. Tilsvarende er afdragsfrie realkreditlån fortsat meget udbredte, især blandt de mest forgældede boligejere. I den nuværende konjunktursituation ses stærkt stigende boligpriser, rekordhøj handelsaktivitet og et meget lavt udbud af boliger til salg, der er på niveau med 2006,« skriver Det Systemiske Risikoråd.

»Situationen danner grobund for opbygning af systemiske risici i form af eksempelvis lempede kreditstandarder, højere udlånsvækst og forstærket optimisme omkring fortsatte boligprisstigninger. Udviklingen øger risikoen for yderligere boligprisstigninger. Samtidig øger det risikoen for, at boligprisstigningerne kan blive afløst af efterfølgende fald,« lyder det videre fra Det Systemiske Risikoråd.

Det Systemiske Risikoråd blev skabt i 2013 i kølvandet på finanskrisen, og det har til opgave at holde øje med finansielle risici i Danmark. I spidsen for rådet står Nationalbankens øverste chef, Lars Rohde. Derudover har rådet medlemmer fra Finanstilsynet og ministerier samt uafhængige eksperter.

Rådet kan ikke selv indføre stramningen. Men det kan henstille til, at der fra politisk side bliver gennemført tiltag. Derudover kan rådet komme med advarsler og observationer. Siden 2013 er der med dagens henstilling kommet otte henstillinger fra rådet, en advarsel og to observationer.

Hvis regeringen vælger ikke at følge henstillingen, skal den ifølge reglerne inden for tre måneder komme med en forklaring på, hvorfor den har valgt ikke at følge henstilling.

Af dokumenter fra Det Systemiske Risikoråd fremgår det, at regeringen har en forventning om, at der vil falde mere ro på boligmarkedet. Og at regeringen derfor ikke ser ud til at ville følge henstillingen

»Regeringen bemærker, at der de seneste fem til seks år er sket en betydelig opstramning i lånereglerne. Regeringen har ikke planer om indgreb på boligmarkedet. Regeringen vil i forlængelse heraf nøje overvåge udviklingen på boligmarkedet i den kommende tid og bruge de næste tre måneder, som lovgivningen på området muliggør, på at overveje Risikorådets henstilling« lyder det i en udtalelse fra ministeriernes repræsentanter i Det Systemiske Risikoråd.

BRANCHENYT
Læs også