Nye tal fra USA overrasker igen: Priserne er banket i vejret med højeste sats siden 1991

Den såkaldte kerneinflation endte på årsbasis på 4,5 pct. i juni, viser nye tal.

Foto: Melissa Kühn Hjerrild
USA

Det er blevet markant dyrere at være amerikaner det seneste år. Og faktisk har prisstigningerne været så meget højere end ventet, at inflationen nu er på det højeste niveau i flere årtier.

»Endnu en gang var inflationstallene højere end ventet,« lyder det i en kommentar fra Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

I juni steg de amerikanske forbrugerpriser, som bliver målt i den såkaldte CPI-inflation, med 0,9 pct. Og dermed er forbrugerpriserne steget med 5,4 pct. det seneste år. Den såkaldte kerneinflation, hvor fødevarer og energipriser ikke indgår, steg også med 0,9 pct., og her lyder den årlige stigning på 4,5 pct.

For kerneinflationen skal man helt tilbage til 1991 for at finde et højere niveau.

Inflationen har de seneste måneder tiltrukket sig større og større opmærksomhed fra finansmarkederne, da frygten er, at det i yderste konsekvens kan få den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at stramme sin ekstremt lempelige pengepolitik.

Fra flere sider er det dog blevet påpeget, at prisstigningerne vil være forbigående, da de er blevet presset i kølvandet på coronakrisen.

Det er bl.a. vurderingen i Sydbank.

»Vi har bl.a. set, at priserne på brugte biler, biludlejning, flyrejser og hotelovernatninger er steget kraftigt i den seneste tid i takt med genåbningen af den amerikanske økonomi,« skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

I Danske Bank vurderer man heller ikke, at Federal Reserve vil stramme pengepolitikken på baggrund af de seneste tal.

»Spørgsmålet er selvfølgelig, om den amerikanske centralbank kan blive ved med at være så rolig, når det kommer til inflationsudviklingen, så det er noget af det, der fra et markedsperspektiv er værd at holde øje med den kommende tid,« lyder det fra Mikael Olai Milhøj.

Læs også