»Det er ærlig talt skuffende«: Nye tal for forbrugernes humør overrasker økonomer
Forbrugertilliden ligger højere end gennemsnittet for de seneste seks måneder, men den er fortsat under niveauet fra tiden inden corona skyllede ind over Danmark.
Mens genåbningen af Danmark har givet økonomien masser af medvind, har det ikke fået optimismen til at boble blandt de danske forbrugere, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
De seneste tal for forbrugertilliden viser, at den fra juni til juli steg fra 2,3 til 2,6, og stigningen fra juni til juli er så lille, at det får Danmarks Statistik til at konkludere, at forbrugertilliden faktisk er uændret.
Selv om forbrugertilliden i øjeblikket ligger et godt stykke over gennemsnittet for de seneste seks måneder på minus 0,6, bliver tallene modtaget med skuffelse blandt økonomerne.
»Genåbningen og udrulningen af vacciner i løbet af sommeren har ikke løftet forbrugernes humør yderligere, og det er ærlig talt skuffende. Godt nok har et overtal af danskerne de positive briller på, men med gode nyheder fra detailsalget, arbejdsmarkedet og vaccinefronten, er den manglende optimisme noget skuffende,« skriver Asbjørn Klein, senioranalytiker i Nykredit, i en kommentar.
Det er tredje måned i træk på dette niveau, og forbrugertilliden er dermed fortsat ikke kommet helt op på niveauet fra tiden inden corona.
Selv om forbrugertilliden er overraskende lav, er der ikke noget alarmerende i det, lyder det fra Arbejdernes Landsbank.
»Forbrugerne er velpolstrede, og tal for blandt andet detailhandlen viser, at de har været købelystne i forbindelse med genåbningen,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Forbrugertilliden måler danskernes syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation. Både for Danmark og for den enkelte familie.
Her viser dagens tal, at forbrugernes forventninger til den økonomiske situation for familierne vil være bedre om et år, end den er nu. Det samme gør sig gældende for vurderingen af Danmarks økonomiske situation.
»Nye coronamutationer og smittespredning er nok med til at lægge låg på optimismen, men danskerne lader det dog endnu ikke gå ud over forbruget, der er kommet godt tilbage efter vinterens nedlukning. Ser man fremad, så viser dagens tal, at danskerne stadig er mere positive over for fremtiden end den nuværende situation, hvilket trods alt er et godt tegn for dansk økonomi,« skriver Asbjørn Klein.