Angst for virus skaber muligheder på finansmarkederne: »Frygten for delta har taget overhånd«
Der er gået alt for meget corona i finansmarkedet, mener flere storbanker. Det er på tide at tro lidt mere på opsvinget, mener de.
Frygten for den smitsomme delta-variant har de seneste måneder været med til at drive renterne ned og investorer tilbage i de aktier, som gjorde det bedst under nedlukningerne.
Men det er ifølge Jyske Bank, UBS, Morgan Stanley og Citigroup galimatias. Det er på tide at tro på opsvinget, på stigende renter og på aktier, som trives under den globale genåbning, mener de.
»Frygten for delta har taget overhånd. Vi er i helt anden situation end i april sidste år,« siger Ib Fredslund Madsen, chefstrateg hos Jyske Bank.
»Mange er blevet overrasket over at smitten kan accelerere så kraftigt og det har skabt et deja vue fra sidste år. Men de glemmer, at vi er i en anden situation i dag. Vi er kommet så meget videre, at den slet ikke får den samme væksteffekt,« fortsætter han.
Delta-varianten, som overmandede Indien i april og maj, er nu den dominerende i Europa og USA og presser smittetallene i vejret. Indtil videre er indlæggelserne dog ikke fulgt helt så hurtigt med.
Den er dog så smitsom, at flere eksperter ikke længere regner med, at vi kan opnå den eftertragtede flokimmunitet.
Nye varianter, som gør vacciner mindre effektive, overhalede inflation, som den største trussel mod aktiemarkedet i en måling fra den 21. juli foretaget af den tyske storbank Deutsche Bank blandt 550 globale investorer.
Hele 56 pct. af investorerne regnede med, at der ved årets udgang stadig er en række restriktioner i kraft. Kun omtrent 40 pct. havde den samme holdning i juni måneds måling.
Frygt for at delta vil hæmme opsvinget, fik investorer fra midten af april til at vende ryggen til nogle af de aktier, som trives bedst under genåbning og økonomisk genopretning.
I stedet vendte man tilbage de sikre nedlukningsvindere indenfor sundhed og teknologi.
Fra slutningen af 2020 indtil udgangen af marts gav energisektoren således det højeste afkast blandt ti sektorer kortlagt af Bloomberg – nemlig 18 pct. ifølge Jyske Bank.
Finanssektoren, hvis indtjening ryger i vejret under opsving og højere renter, gav det næststørste afkast på 12 pct.
Sundhed og informationsteknologi gav afkast på hhv. 0 pct. og 3,7 pct.
Men fra starten af april til den 26. juli lå informationsteknologi nu i toppen med et afkast på 11,6 pct. og sundhed nummer to med 11 pct. Energi lå i bunden af listen med 0,9 pct.
I starten af juni begyndte investorer også at smide selskaber indenfor flyrejser, hoteller og cruise - de såkaldte genåbningsselskaber.
Et indeks fra tyske Solactive, der følger netop denne gruppe af papirer, faldt næsten 18 pct. fra den 8. juni til den 19. juli.
På obligationsmarkedet faldt den effektive rente på den amerikanske 10-årige statsobligation til 1,23 pct. fra 1,74 pct. ved udgangen af marts, da troen på genopretning og stigende inflation var stærkest.
Herhjemme blev de 30-årige 1-pct. lån igen attraktive for boligkøbere, i stedet for lånet på 1,5 pct. point som havde domineret årets første halvdel.
Men ifølge Citigroup, Jyske Bank, Nordea og Morgan Stanley har vaccinerne bevirket, at især den rige del af verden har lært at leve med coronavirus.
Derfor skal renten på de amerikanske obligationer tilbage i omegnen af 2 pct. inden årets udgang, når det går op for folk, at delta-varianten måske vil udvande, men ikke afspore opsvinget.
Den Internationale Valutafond (IMF) fastholdt trods delta forleden sit skøn for global vækst i 2021 på 6 pct. og opjusterede skønnet for næste år til 4,9 pct. hjulpet af et stærkere opsving i mange rige lande end ventet i april.
Højere renter vil ifølge Jyske Bank igen give medvind til finansvirksomheder og kan skade teknologivirksomheder, der trives bedst med udsigt til lave renter.
Storbanken UBS mener, at det igen er på tide, at satse på europæiske aktier, som gør det særlig godt under opsving, mens Citigroup mener, det er på tide igen at købe genåbningsaktierne.
»Bekymringer for delta-varianten har påvirket udsigterne for nogle landes vækstskøn, men har ikke ændret mærkbart på det overordnede opsving. Derfor mener vi, at reaktionen i rejse- og hotelaktier er overdrevent og udgør nu en mulighed,« skriver Tobias Levkovich, strateg hos Citigroup.