Økonomi

Overblik: Her er hovedpunkterne i finanslovsforslaget

For kort tid siden præsenterede regeringen sit udspil til finansloven for 2022. Jyllands-Posten har dykket ned i det og giver dig her de væsentligste nedslag.

Regeringen har mandag præsenteret sit forslag til en finanslov for 2022. Arkivfoto: Jens Dressling / Polfoto

Kriminalforsorgen, udviklingsbistand og et ”Danmark, der hænger bedre sammen”. Det er nogle af hovedprioriteterne i regeringens forslag til en finanslov for 2022, der blev præsenteret mandag formiddag.

Her lægger regeringen blandt andet op til at øge udviklingsbistanden med cirka 235 mio. kr., ligesom man i 2022 afsætter 240 mio. kr. til en forhandlingsreserve til de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.

Forslaget er i høj grad bygget op af initiativer, der allerede er aftalt med Folketinget, og som man altså nu afsætter pengene til, og så de initiativer og forhandlinger, som regeringen agter at sætte i gang.

Blandt initiativerne, der allerede er aftalt, er et løft til den kommunale velfærd på 1,4 mia. kr. Det tæller for eksempel folkeskoler, daginstitutioner og ældrepleje. Samtidig har man før sommer også fundet 1,2 mia. kr. til et løft af velfærden i regionerne. Her kan pengene blandt andet gå til sundhedssektoren. Ifølge regeringen vil de samlet set 2,6 mia. kr. betyde, at man dels dækker det såkaldte demografiske træk, der betyder, at vi får flere ældre og således større udgifter i den offentlige sektor, ligesom man ifølge regeringen kan ansætte flere varme hænder i den borgernære velfærd.

Regeringen har også afsat penge til minimumsnormeringer i dagtilbud, flere lærere i folkeskolen og en styrket psykiatri. Alle tiltag, der blev aftalt i forbindelse med finanslovsaftalerne for 2020 og 2021.

Til gengæld er det ikke det finanslovsforslag, der har flest penge med sig. Det forklarede finansminister Nicolai Wammen på pressemødet, hvor han præsenterede regeringens forslag.

»Vi står i år et helt andet sted, end vi gjorde sidste år. Det bliver en stram og ansvarlig finanslov, hvor vi viser rettidig omhu. Det gælder om at lette foden fra speederen.«

En af de største poster på regerings finanslovsforslag er cirka 600 mio. kr. til at øge det offentlige forskningsbudget. Det svarer til en stigning på 1 pct. af BNP i forhold til niveauet i 2021.

Udover det afsætter regeringen også samlet set 430 mio. kr. i 2022 til det, man kalder for et ”Danmark, der hænger bedre sammen”. Det tæller både de aftaler, man allerede har indgået: Udflytning af studiepladser og miljøtiltag i de store byer. Men også udspil, som forventes at komme senere på året. For eksempel et sundhedsudspil med flere nærhospitaler og initiativer til at få flere billige boliger.

Blandt andre af regeringens tiltag er et fokus på Danmarks digitale fremtid, et tilbud om en gratis vaccine mod pneumokosygdom og etableringen af en koordinerende funktion på LGBTI-området.

Regeringen afsætter 1,2 mia. kr. til at forhandle med Folketingets partier. Sidste år var forhandlingsreserven på 1,5 mia. kr.



Læs også