Økonomi

Det amerikanske arbejdsmarked har fået en mavepuster - er milevidt fra forventningerne

I august blev der skabt 235.000 jobs uden for landbruget. Det var på forhånd ventet, at der ville blive skabt 725.000 nye jobs.

Foto: AP Photo/Mark Lennihan

Arbejdsmarkedet i USA er slet ikke så godt kørende, som økonomerne havde ventet. Faktisk har det i august klaret sig langt, langt dårligere end ventet. I august blev der nemlig kun skabt 235.000 jobs uden for landbruget, mens økonomerne havde ventet, at tallet ville lande på 725.000.

Det viser den månedlige arbejdsmarkedsrapport, som Bureau of Labor Statistics har offentliggjort fredag eftermiddag.

»Det må siges at være en gedigen skuffelse, der viser at sommerens store delta-udbrud har bremset jobvæksten i USA mærkbart. Det er naturligvis en streg i regningen, at jobvæksten i USA allerede nu er bremset op,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Han vurderer, at det amerikanske arbejdsmarked kan blive udfordret i løbet af efteråret, da risikoen for en ny smittebølge her ikke kan udelukkes.

I Danske Bank vurderer man også, at det er deltavariantens spredning i flere delstater, som har påvirket dagens tal.

»I hvert fald er man gået fra en situation, hvor jobvæksten i oplevelsesøkonomien har været højere end normalt til nu at ligge på niveau med årene før corona. Selv om USA ikke har indført lige så strikse restriktioner som i Europa, så påvirker amerikanernes adfærdsændringer økonomien, idet amerikanere i højere grad bliver væk fra oplevelsesøkonomien, når der er store udbrud, fordi mange helst ikke vil smittes,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Ifølge analytikerne kan dagens tal for arbejdsmarkedet få indflydelse på, hvornår den amerikanske centralbank Federal Reserve vil begynde at stramme pengepolitikken, som den for nyligt lagde op til.

»Det svagere jobtal vil med sikkerhed lede til, at Federal Reserve vil vente yderligere et par måneder før neddrosling af dens obligationsopkøb annonceres. Vi ser november eller december som gode bud - selvfølgelig afhængigt af hvor godt styr der er på coronasmitten,« skriver Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Et lille plaster på såret finder man i bunden af dagens jobrapport. Her fremgår det, at jobskabelsen i både juli og juni er blevet revideret op med samlet 134.000 jobs. Dermed lyder tallet for juni på 938.000 og for juli lyder det nu på 1.053.000.

Læs også
Top job