Økonomi

Nu bremser byggebranchen op: Økonomer håber på en blød landing efter flere år med fest

Flere års hektisk aktivitet i byggebranchen lader til at være tæt på toppen, viser ny prognose fra erhvervsorganisationen DI. Der er ikke tegn på, at afmatningen bliver til en voldsom nedtur som under finanskrisen.

Artiklens øverste billede
»Priserne på materialer og mangel på arbejdskraft kan gøre, at mange udskyder deres projekter. Det kan være en bremseklods,« siger Henrik Mielke, der er adm. direktør i Enemærke & Petersen, om udviklingen i byggeriet i den kommende tid. Foto: JP

Efter en voldsom stigning i efterspørgsel og aktivitet under pandemien står byggebranchen nu foran en opbremsning.

Hovedscenariet er ifølge branchens interesseorganisation, DI, en blød landing, men det kan gå galt.

»Branchen har haft et par rigtig gode år, og nu er det begyndt at klinge af. Vi tror på en blød landing, men risikoen for en hård landing er klart til stede,« siger Torben Liborius, underdirektør i DI.

Dermed er der lagt op til endnu en kursændring i en af landets mest volatile brancher, som også var med til at sætte retningspilen for resten af økonomien før og efter finanskrisen.

Byggebranchen er under pandemien blevet båret frem af et eksplosivt boligmarked, som kastede massevis af renoveringer og istandsættelser af sig.

Folketinget forøgede dertil boligjobordningen, løsnede grebet om kommunernes anlægslofter og vedtog bl.a. den Grønne Boligaftale, som kickstartede en bølge af renoveringer af almene boliger.

Men efterhånden som aktiviteten tog til, steg priserne på mange forskellige materialer såsom metal og træ.

Det har gjort tilbud dyrere og presser nu nogle kunder til at udskyde deres projekter, vurderer DI og flere selskaber i byggebranchen.

Der er også opstået mangel på kvalificeret arbejdskraft mange steder, som gør, at nogle selskaber må takke nej til ordre og hæve deres lønninger.

Mange af de midlertidige tiltag står til at forsvinde ved årets udgang, og der er lagt op til yderligere stramninger i den kommende finanslov for at undgå en overophedning i hele økonomien.

»Det kan næsten kun gå ned ad bakke for byggebranchen herfra. Men det er bestemt ikke nogen katastrofe, at det hele flader lidt ud. Det er et sundhedstegn,« siger Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea.

»Vi ser dog ikke en nedsmeltning som under finanskrisen, medmindre der kommer noget og rammer os udefra,« fortsætter han.

Antallet af ansatte i byggebranchen topper ifølge DI på omtrent 187.000 personer næste år efter en voldsom stigning de seneste år.

Det er omtrent på samme niveau som på toppen af boligboblen før finanskrisen.

Men hvor man under den efterfølgende krise så et fald på mere end 40.000 byggebeskæftigede på kort tid, forudser DI kun et mindre fald de kommende år.

DI forventer, at boligbyggeriet falder yderligere fra toppen i 2019, hvor der blev i gangsat 39.000 boliger.

I 2021 påbegyndes der 37.000 boliger efterfulgt af hhv. 35.500 boliger i 2022 og 34.000 boliger i 2023, lyder vurderingen.

På samme måde forventer DI, at antallet af påbegyndte kvadratmeter i erhvervssegmentet falder fra lige over 3 mio. i år til under 2,7 mio. næste år.

Den anden vej trækker investeringer i bl.a. offentlig infrastruktur, som forventes at forblive på et højt niveau de kommende år.

Henrik Mielke administrerende direktør i Enemærke & Petersen

Hos Enemærke & Petersen, en landsdækkende entreprenørvirksomhed med ca. 700 medarbejdere, forventer man også en afmatning i de private boliginvesteringer.

Til gengæld ser man store muligheder i den grønne omstilling og behovet for flere almene boliger.

Men prognosen kan blive ødelagt af de høje priser på byggematerialer og manglen på arbejdskraft, vurderer Henrik Mielke, adm. direktør i Enemærke & Petersen.

»Det kan godt være, at prognosen peger mod en høj aktivitet, men priserne på materialer og mangel på arbejdskraft kan gøre, at mange udskyder deres projekter. Det kan være en bremseklods,« siger Henrik Mielke.

Han forventer heller ikke, at regeringen står klar med pengeposen, hvis landet rammes af en ny corona-variant som omikron, der vil kræve nye restriktioner.

Til gengæld kan nye nedlukninger gøre det endnu sværere at skaffe den fornødne arbejdskraft og materialer, vurderer han.

»Jeg tror ikke, at der kommer ekstra tiltag for at booste byggebranchen igen. Det tør man ikke i dag,« siger Henrik Mielke.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.