Dyrere at være dansker: Priserne er braget op med det højeste tempo i 13 år
Inflationen nåede i november op på 3,4 pct., viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.
Danskerne skal have flere og flere penge op af lommerne. Priserne har nemlig taget det højeste hop opad i mere end 13 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
På årsbasis steg forbrugerprisindekset i november med 3,4 pct., og det er den højeste stigning siden oktober 2008.
»I næsten et årti har vi vænnet os til en inflation, der ofte var betydeligt under 2 pct., så det gør ondt ude ved danskerne, når priserne stiger, som de gør i øjeblikket,« skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, i en kommentar.
Omregner man inflationen til, hvor meget mere en børnefamilie skal bruge i forhold til sidste år, lander regningen på mere end 15.000 kr., lyder det fra Nykredit.
Forbrugerprisindekset, som måler den inflation, forbrugerne bliver mødt med, er steget markant hen over efteråret. I begyndelsen af året lå den på 0,6 pct., i august lå den på 1,8 pct., og oktober bød på en inflation på 3 pct.
»Vi skal i høj grad kaste blikket uden for landets grænser for at finde årsagerne til de højere forbrugerpriser. Hoppet i inflationen skyldes blandt andet en eksplosion i energipriserne, globale flaskehalse samt et spring i råvarepriser og fragtpriser,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
»Den globale økonomi er presset i forsyningskæderne, hvor efterspørgslen er øget markant på vejen ud af coronakrisen med markante vækstrater i økonomierne,« lyder det videre fra Jeppe Juul Borre.
Det store spørgsmål er, hvorvidt den højere inflation vil være et forbigående fænomen, eller om den vil bide sig fast på et højere niveau, end vi tidligere har været vant til.
Det sidste kan ske, hvis lønningerne begynder at stige som følge af de højere priser, lyder det fra Nykredit.
»Det er nærliggende, at den stigende inflation og det rekordstore pres på arbejdsmarkedet vil drive lønningerne op, og dermed kan inflationen blive mere vedvarende,« lyder det fra Palle Sørensen.
»Det er dog fortsat mest sandsynligt, at danskerne ikke skal have betydeligt flere penge op af lommen, når de er nede at handle, da inflationen formentlig vil krybe tilbage under 2 pct. i takt med, at flaskehalsene i forsyningskæderne aftager og energimarkederne normaliseres,« lyder det videre fra Palle Sørensen.



