Olieprisen er nu under 100 dollars
Oliemarkedet kan dog blive ramt af et brat stemningsskift, advarer analytiker.
Den omsiggribende coronasmittebølge i det sydlige Kina og de forsigtigt positive toner fra forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland har tirsdag eftermiddag sendt prisen på råolie fra Nordsøen ned på 98,30 dollars pr. tønde.
Et fald på 8 pct.
Amerikansk råolie er brudt ned gennem denne grænse, og handles aktuelt til 94,40 dollars pr. tønde, hvilket er et fald på 20 pct., siden prisen den 8. marts nåede det højeste niveau siden 2014.
Udviklingen er en lettelse for bilisterne og transporterhvervet, der under de første to uger af krigen i Ukraine har oplevet rekordhøje priser på motorbrændstoffer, og endda at autodiesel har kostet mere end benzin.
I dag falder priserne på benzin og autodiesel således med 30 øre pr. liter.
Renset for skatter og afgifter er autodiesel væsentlig dyrere end benzin, idet den rå pris på autodiesel er 9,05 kr. pr. liter, mens den er 8,28 kr. for 95 oktan benzin.
Olieprisfaldet kan til dels tilskrives den covid-19 smittebølge, der breder sig i Kina og har resulteret i nye, omfattende nedlukninger af bl.a. Shenzhen med 17,5 mio. indbyggere. Samtlige skolebørn i Shanghai med 26,3 mio. indbyggere er sendt hjem indtil videre – også på grund af smitteudbrud.
Kina er verdens største importør af olie, og den seneste udvikling har fået den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley til sænke vækstforventningerne for indeværende kvartal til 0,0 pct. – en nedjustering på 0,6 procentpoint i forhold til de hidtidige forventninger for verdens næststørste økonomi.
Set i forhold til 1. kvartal i fjor regner Morgan Stanley nu med, at Kina har haft en økonomisk vækst på 3,9 pct.
Samme bevæggrunde ligger bag den nedjustering på 1 mio. tdr. i døgnet, som The Oxford Institute for Energy Studies i sin seneste vurdering har foretaget for den globale olieefterspørgsel i år.
Olieprisfaldet er kommet på trods af, at mange olieselskaber afviser at købe råolie og olieprodukter fra Rusland.
Fortsætter denne udvikling, vil Ruslands olieeksport til maj kunne være faldet med 4 mio. tdr. i døgnet, viser beregninger fra The Oxford Institute for Energy Studies, hvilket er et fald på 85 pct. i forhold til eksporten i februar.
Det forudsætter, at det ikke lykkes den russiske olieindustri at finde andre købere.
Inden for det seneste døgn har flere indiske medier skrevet, at olieselskaber i Rusland har tilbudt indiske raffinaderiselskaber anselige partier olie til priser, der ligger markant under prisen på verdensmarkedet. Op til 20 dollars pr. tønde har været nævnt.
Indien dækker 80 pct. af sit olieforbrug via import, men hidtil er under 5 pct. af den importerede olie kommet fra Rusland.
Indtil videre har Indien forsøgt at styre uden om krigen i Rusland ved i FN at undlade at stemme for resolutioner vendt mod Rusland.
Rusland dækker næsten totredjedele af Indiens køb af våben og andet militærmateriel. Den officielle politik er at mindske afhængigheden af Rusland.
Da al olie afregnes i dollars, løber Indien en risiko ved at øge samhandlen med Rusland, da det vil kunne udløse sanktioner. At handle olie i rubler vil øge Indiens afhængighed af Rusland, da den russiske valuta stort set kun vil kunne anvendes til købe af varer og tjenesteydelser i Rusland.
»De vigende oliepriser hviler alene på forventninger om et positivt udkomme af forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland. Disse forventninger skal ses i forhold til optrapningen af den russiske offensiv, der kan udløse et brat stemningsskift i oliemarkedet, og således udløse nye prisstigninger,« siger Kaushal Rahmesh, senioranalytiker i den norske rådgivningskoncern Rystad Energy.

