Fortsæt til indhold

Centralbanken i USA hæver renten og varsler flere rentestigninger resten af året

Med den første renteforhøjelse siden 2018 går den amerikanske centralbank til kamp mod stigende inflation. Federal Reserve hæver renten med 0,25 pct. point.

USA's centralbankchef Jerome Powell er klar med den første renteforhøjelse siden 2018 i verdens største økonomi, men flere forhøjelser venter forude, venter mange økonomer. Arkivfoto: AP/Kiichiro Sato
Økonomi

Flere renteforhøjelser venter forude, lyder det fra den amerikanske centralbank, som onsdag hævede renten for første gang siden 2018.

Renteforhøjelsen med 0,25 pct. point er centralbankchef Jerome Powell reaktion på stigende inflation. I USA er inflationen nu på 7,9 pct.

Den amerikanske økonomi er stærk, men stigende inflation er et resultat af ubalancer mellem udbud og efterspørgsel afledt af coronapandemien, højere energipriser og højere priser i et bredere perspektiv, hedder det i centralbankens meddelelse.

Dertil kommer ifølge Federal Reserve krigen i Ukraine, og selv om de mere langsigtede konsekvenser for amerikansk økonomi endnu er usikre, vil den nærmeste fremtid ifølge centralbanken medføre endnu et pres opad på inflation.

Derfor er onsdagens renteforhøjelse ifølge Federal Reserve kun den første af flere. Centralbanken varsler yderligere seks rentestigninger i løbet af det kommende år, og det vil i realiteten betyde, at renten vil blive hævet på hvert af de resterende rentemøder i 2022.

På forhånd var det ventet blandt mange økonomer, at Jerome Powell ville hæve renten.

»Dagens renteforhøjelse er blot startskuddet på en lang række af renteforhøjelser i år. Vi kan ved årets udgang nemt stå i en situation, hvor vi skal bruge begge hænder til at tælle renteforhøjelserne i USA. Ifølge medlemmerne kan der være udsigt til, at renten hæves på samtlige af de resterende rentemøder i år. Og det vil blive fulgt op af yderligere forhøjelser i 2023 og 2024,« lyder det i en kommentar fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.

I Sydbank venter cheføkonom Søren Kristensen en »byge« af amerikanske renteforhøjelser:

»Der er ingen tvivl om, at det er fornuftigt, at Fed nu har lagt fra land med den første renteforhøjelse i mere end fem år. Inflation og lønstigningerne er alt, alt for høje. Derfor skal pengepolitikken strammes op, hvis ikke inflationen skal løbe løbsk.«

Selv om også chefanalytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj, forventede og forstår trækket fra den amerikanske centralbank, er det ifølge ham ikke uden risiko at forsøge at tøjle inflationen:

»At inflationen allerede nu er så høj betyder dog også, at der er en stigende risiko for, at den amerikanske centralbank bliver nødt til at stramme pengepolitikken så meget, at amerikansk økonomi falder i recession inden for 1-2 år. Det er desværre ikke nemt at detailstyre konjunkturcyklusser,« lyder advarslen.

Federal Reserve har i forbindelse med sit rentemøde ligeledes sænket sine forventninger til væksten i 2022 markant.

Det forventes nu, at den amerikanske økonomi vil vokse med 2,8 pct. i 2022, men det skal holdes op mod, at banken spåede en fremgang på 4,0 pct. tilbage i december 2021.

Artiklens emner
Federal Reserve