Medier: Rusland er rykket et skridt tættere på statsbankerot
Det amerikanske finansministerium har nu blokeret for, at amerikanske banker kan håndtere betalinger fra Rusland til obligationsejere.
Rusland er rykket tættere på en statsbankerot.
Det skriver Financial Times og Reuters, efter at det amerikanske finansministerium nu har blokeret for, at amerikanske banker kan bruges til dollartransaktioner i forbindelse med betaling til ejere af russiske statsobligationer.
Ifølge Reuters blokerede finansministeriet i USA mandag for, at Rusland kunne gøre brug af den del af valutareserven, der er placeret i det finansielle system i USA, til at betale sine investorer.
Store dele af den russiske valutareserve blev indefrosset, efter at Rusland invaderede Ukraine. Men det amerikanske finansministerium havde indtil denne uge accepteret, at Rusland kunne bruge af denne del af valutareserven til at betale obligationsejerne.
Det er ikke første gang, at der har været spekuleret i muligheden for en russisk statsbankerot. Det samme var tilfældet i marts. Her endte det dog med, at betalingerne gik igennem. Men efter at de amerikanske myndigheder nu igen har strammet skruen, bliver ordene Rusland og bankerot igen brugt i samme sætning.
»Det er svært at se, hvordan det russiske finansministerium kan foretage betalinger til amerikanske obligationsejere i dollars, og det er svært at se, hvordan Rusland teknisk set skal være i stand til at få dollars ind i systemet,« siger Timothy Ash, der er økonom hos Bluebay Asset Management, til Financial Times.
Ifølge en talsperson fra det amerikanske finansministerium har man blokeret for brugen af de amerikanske banker, for at få Rusland til at træffe den vanskelige beslutning om, hvorvidt landet vil bruge sine penge på at betale obligationsejerne eller finansiere krigen.
Sanktionerne fra Vesten har på nuværende tidspunkt gjort det vanskeligere for Rusland at skaffe dollars, og Rusland har selv meddelt, at landet er blevet afskåret fra ca. halvdelen af sin store valutareserve på ca. 640 mia. dollars.
»Rusland skal vælge mellem at dræne sin resterende valutareserve i dollars, bruge nye penge der kommer ind eller en statsbankerot,« udtalte talspersonen ifølge Financial Times.


