Fortsæt til indhold

Forbrugernes humør banket i bund: Laveste niveau nogensinde

Forbrugertillidsindikatoren, der måler humøret blandt forbrugerne, har været i noget nær frit fald de seneste måneder.

Forbrugertilliden har været under pres. Foto: Marie Ravn
Økonomi

Danskernes humør er blevet banket så langt ned i kulkælderen, som det aldrig har været før. Forbrugertilliden nåede nemlig det laveste niveau nogensinde i maj, efter at det faldt til et niveau på minus 22,4.

Statistikken strækker sig tilbage til 1974, og tallene er dermed værre end under f.eks. coronakrisen og finanskrisen. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

»Det er en grim overraskelse,« skriver Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar med henvisning til, at det på forhånd var ventet, at forbrugertillidsindikatoren ville have rettet sig, efter at den har haft pil nedad siden årsskiftet.

Forbrugertillidsindikatoren er sammensat af fem forskellige elementer komponenter, og Danmarks Statistik peger på, at det voldsomme fald er blevet udløst af, at danskernes vurdering af Danmarks økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden har haft pil nedad.

Forbrugertilliden begyndte for alvor at falde i foråret. Fra februar til marts dykkede forbrugertillidsindikatoren fra minus 3,2 til minus 14,4. I april nåede den ned på minus 20,9. Flere økonomer peger på, at det er den høje inflation og krigen i Ukraine, der har sendt forbrugertilliden ud i noget, der minder om frit fald.

»Danskernes købekraft er simpelthen kommet under pres samtidig med at krigen har givet anledning til betydelig usikkerhed. Det er derfor heller ikke overraskende et tydeligt fald i danskernes syn på såvel egen og dansk økonomi, der trækker forbrugertilliden voldsomt ned,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Fra Sydbank lyder det, at dagens tal indikerer, at mørke skyer er ved at samle sig over den danske økonomi.

»Heldigvis tyder foreløbige indikatorer på, at forbrugerne holder stand, men vi kommer ikke udenom, at så dårlige tal for forbrugertilliden øger risikoen for en hård landing i økonomien,« skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Inden coronavirussen fik regeringer rundtom i verden til at lukke mere eller mindre ned for samfundene, lå forbrugertillidsindikatoren herhjemme på 4,5. Da store dele af Danmark lukkede ned, dykkede humøret, og forbrugertillidsindikatoren nåede ned på minus 11,9 i april 2020.

Siden kravlede tillidsindikatoren stille og roligt opad, og den nåede i september i fjor lå den på 8,2. Det var samtidig den seneste top, for siden har retningen været mod syd, og nu er forbrugertillidsindikatoren altså faldet til det laveste niveau nogensinde.