Fortsæt til indhold

Inflationen i Europa fortsætter op - sætter rekord igen

Inflationen i eurozonen nåede i maj op på 8,1 pct., viser et estimat fra Eurostat.

Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
Økonomi

Priserne fortsætter med at banke i vejret i Eurozonen i et tempo, som ikke er set tidligere. Inflationen landede i maj på 8,1 pct. målt på årsbasis, viser et estimat fra Eurostat. Det var ikke kun mere end ventet, det er samtidig også det klart højeste niveau nogensinde i Eurozonens historie.

Det var på forhånd ventet, at inflationen ville ende på 7,8 pct. i maj, og den tidligere rekord lød på 7,4 pct.

»Vi er simpelthen vidne til en sand eksplosion i forbrugerpriserne på tværs af det europæiske kontinent i øjeblikket,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Det er især energipriserne, som har trukket inflationen op på det højeste niveau nogensinde i eurozonen. Men tallene fra Eurostat viser også, at prispresset breder sig i økonomierne. Det kan aflæses i den såkaldte kerneinflation, som endte på 3,8 pct. i maj mod 3,5 pct. i april. Også her var der tale om en større stigning en forventet.

»Det betyder, at de højere omkostninger for virksomhederne er i fuld gang med at forplante sig til højere forbrugerpriser på et mere bredt udsnit af varer og tjenester også,« skriver Bjørn Tangaa Sillemann, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Blandt økonomerne er der bred enighed om, at dagens tal øger det i forvejen høje pres på Den Europæiske Centralbank (ECB) for at stramme pengepolitikken for at få styr på inflationen.

»ECB vil kigge med alvor på de her tal. Det er endnu et tegn på, at det kræver en reel opbremsning i økonomien for at få styr på inflationspresset, og risikoen for at Europa skal igennem en egentlig recession for at få inflationen under kontrol er vokset,« lyder det videre fra Bjørn Tangaa Sillemann.

Fra Sydbank lyder det, at risikoen for en såkaldt hård landing for økonomien med dagens tal er steget. Samtidig lyder det, at man fra centralbankens side har malet sig selv op i et hjørne. ECB har rentemøde i den kommende uge, men man har på forhånd mere eller mindre været ude at understrege, at renten først vil blive sat op senere på året.

»ECB bør allerede i næste uge sætte renten op for at bremse den galoperende inflation, men ECB har lovet investorerne at holde fingrene fra renteknappen indtil juli,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.